Corona-risikoniveau hæves til højeste niveau

Risikoniveauet i de danske myndigheders varslingssystem bliver hævet fra niveau 4 til niveau 5.
Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde i Statsministeriet.
Det skyldes blandt andet den såkaldte britiske variant af coronavirusset.
"Kun fem dage inde i det nye år står vi her igen. En ny og foruroligende mutation af coronavirus har ramt os. Den spreder sig i Danmark og i store dele af Europa og USA," siger Mette Frederiksen.
Risikoniveauet siger noget om udbredelsen af smitte i det danske samfund og presset på sundhedsvæsnet.
Skalaen går fra niveau 1 til niveau 5, og dermed er Danmark nu på det højeste niveau.
Risikoniveau 5 afspejler ifølge hjemmesiden coronasmitte.dk, at der er tale om en "udbredt samfundssmitte".
Samtidig dækker det over, at "sundhedsvæsnet er presset" samt "at der er risiko for, at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges".
Risikoniveauet er en del af det varslingssystem, som myndighederne har lavet med det formål at give et indblik i, hvilke mulige restriktioner, der kan være på vej, hvis niveauet stiger.
Der er dog ingen automatik i, hvilke restriktioner der indføres på hvilke risikoniveauer.
Tirsdag sænker regeringen forsamlingsloftet fra ti personer til fem personer. Det er også anbefalingen, at man ikke mødes flere end fem personer i privat regi.
Statsministeren appellerer samtidig til alle danskere om at aflyse alle aftaler, der kan aflyses.
"Vi kommer med en stærk appel om at aflyse alle aftaler, du kan aflyse," siger Mette Frederiksen.
Afstandskravet i det offentlige rum og i dagligvarebutikker øges også til to meter.
For nuværende gælder restriktionerne ligesom de i forvejen gældende restriktioner foreløbig frem til 17. januar.
Ifølge statsministeren overvejer regeringen også, om der skal yderligere restriktioner på indrejse fra andre lande end Storbritannien.
Det gælder blandt andet Sydafrika, hvor der også er fundet en mutation, der har tiltrukket sig opmærksomhed.
Storbritannien er allerede underlagt restriktioner på indrejse.