Ombudsmand er på vej til dommerpost i Højesteret

Topjurist har tidligere været i spidsen for anklagemyndigheden.
Folketingets Ombudsmand siden 2012, Jørgen Steen Sørensen.
Folketingets Ombudsmand siden 2012, Jørgen Steen Sørensen.
AF RITZAU

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, er på vej til at blive dommer i Højesteret.

Et råd, som udnævner dommere, har indstillet ham til at forsøge at opnå den prestigefyldte post.

Siden 2012 har Jørgen Steen Sørensen været ombudsmand, og inden da bestred juristen i godt fire år posten som landets øverste anklager.

Den 54-årige Sørensen er ikke udnævnt endnu. Derimod er han af Dommerudnævnelsesrådet indstillet til at deltage i votering i flere retssager sammen med de udnævnte dommere i Højesteret.

Processen kaldes prøvevotering. Når den er overstået, skal dommerne udtale sig om kandidaten. Hvis den er positiv, følger en egentlig udnævnelse. I givet fald kan han tiltræde stillingen i november, oplyser han i en pressemeddelelse.

I alt fire personer havde ansøgt om den ledige stilling i Højesteret, oplyser Dommerudnævnelsesrådet.

I Højesteret arbejder 18 dommere samt en præsident. Dertil kommer et antal administrative medarbejdere og dommerfuldmægtige.

Landets øverste domstol vurderer sager, som er anket fra de to landsretter og fra Sø- og Handelsretten.

Retten beskæftiger sig især med principielle sager. Hvordan en lov skal forstås og tolkes er en kerneopgave, og en del af sagerne handler om tvister mellem en borger eller en virksomhed på den ene side og en myndighed på den anden.

Netop konflikter mellem borgere og myndigheder har været i centrum i Jørgen Steen Sørensens arbejde som ombudsmand.

Da han i 2012 fik denne post, roste den daværende formand for Folketingets retsudvalg ham i høje toner. Anne Baastrup fra SF talte blandt andet om hans fremragende juridiske evner.

"Og så er han en meget kreativ person, der er god til at finde løsninger, hvor vi andre måske giver op," sagde hun.

Også den daværende departementschef i Justitsministeriet, Anne Kirstine Axelsson, hvor han tidligere gjorde karriere i flere år, var klar med en positiv karakteristik:

"Han er en velovervejet og eftertænksom person," lød det.

Jævnligt har Jørgen Steen Sørensens vurderinger af myndigheders forvaltning fået stor opmærksomhed. For eksempel i sagen om integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige tvangsmæssige adskillelse af syriske flygtningepar.

"Vi har ingen 12-skala. Men vores kritik i denne sag er i den meget alvorlige ende," udtalte han til dagbladet Politiken.

I øvrigt har det tidligere været fremme, at kandidaten til dommerstillingen privat er tilhænger af såvel Liverpool FC som Verdi.

Ombudsmand slår fast: Okay at skrive kritisk om chefen

Advokat bliver borgernes nye skattevagthund: "Jeg kommer med nye øjne"

Justitsministeriet får kritik af ombudsmanden i sag om medieomtale

En række dommere indstillet til ledige stillinger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også