Ecco og Lego fører hundredvis af retssager i Kina for at beskytte varemærke

To af Danmarks mest kommercielt succesfulde virksomheder, Ecco og Lego, bruger hvert år enorme ressourcer på at føre hundredvis af retssager mod kinesiske kopiproducenter. Retssagerne værner om de to virksomheders brand og forretning, forklarer virksomheder.
Peter Schøtt Knudsen, juridisk direktør i Ecco/Foto: PR | Foto: Ecco PR
Peter Schøtt Knudsen, juridisk direktør i Ecco/Foto: PR | Foto: Ecco PR
AF ANNA BERNSEN

Omkring 80 pct. af alle verdens kopiprodukter bliver produceret i Kina. Ecco-sko og Lego-klodser er ingen undtagelser, har de to danske virksomheder erfaret.

"Hvis man som virksomhed har en vis størrelse og oplever en vis succes, så kan man ikke operere på det kinesiske marked uden at opleve kopiering," fortæller Peter Schøtt Knudsen, juridisk direktør i Ecco, til AdvokatWatch.

Udfordringen med kopivarer er et stigende problem for varemærkeproducenters juridiske afdelinger. OECD og EUIPO (EU's Intellectual Property Office) har i en rapport offentliggjort i 2016 kortlagt den globale handel med forfalskede varer, og ifølge rapporten bliver der hvert år importeret kopivarer med en værdi af næsten 500 milliarder dollar, hvilket svarer til 2,5 procent af den samlede globale import. Langt de fleste forfalskede varer kommer fra Kina. Ifølge rapporten kommer 63 procent af de forfalskede varer fra Kina, mens 21 procent kommer fra Hongkong. Opgørelsen omfatter alene handel gennem fysiske salgskanaler, men med nye digitale platforme er der basis for at afsætte varerne endnu nemmere.

Derfor har virksomhedernes juridiske afdelinger også i stigende grad fokus på problemet og fører hundredvis af retssager mod de kinesiske kopivirksomheder. Kopiprodukterne skader både forretning og brand, og derfor har Ecco og Lego valgt at være massivt til stede i Kina.

Styrket indsats

Med 1.200 butikker alene i Kina, er det folkerige land et vigtigt marked for Ecco. Derfor er den danske virksomhed betydeligt til stede på det kinesiske marked, hvor Ecco også har oprustet de seneste år.

"Vi har styrket vores juridiske afdeling inhouse, men benytter os også af eksterne advokatfirmaer, som udelukkende fokuserer på at håndhæve vores rettigheder," siger Peter Schøtt Knudsen og tilføjer, at det især er i den sydlige del af Kina, Ecco har sat ind med flere juridiske kræfter.

I 2017 førte Eccos jurister og eksterne advokater alene 150 retssager i Kina. Det er dog ikke alle sager, som ender i en egentlig retssag, da der i en del sager indgås forlig. I nogle tilfælde rykker de kinesiske myndigheder ud og indefryser kopiprodukter, fortæller Eccos juridiske direktør.

Arbejdet tjener sig selv ind

Eccos jurister holder også et vågent øje med diverse onlinebutikker, eksempelvis giganterne Taobao.com og Tmall.com, men der handles også med falske Ecco-produkter på det fysiske marked.

"De store online platforme gør heldigvis et stort og godt arbejde i at hjælpe med at bekæmpe salg af kopiprodukter. Vi er nødt til at have effektive processer, som understøtter vores juridiske arbejde, da kopiering har mange facetter. Det koster mange ressourcer, men det er også et område, som vi har vist gode resultater inden for," siger Peter Schøtt Knudsen.

Han tilføjer, at det juridiske arbejde i Kina i dag er noget, som tjener sig selv hjem.

"Det er nødvendigt at bruge mange ressourcer på at håndhæve vores rettigheder både for forbrugeroplevelsen, men også for de mange forhandlere, vi har i Kina. De forventer, at vi støtter op om vores eget brand," siger Peter Schøtt Knudsen.

Lego kæmper mod unfair konkurrence fra kopister

Også hos en anden dansk detailhandelsvirksomhed, Lego, bliver der brugt mange ressourcer på at beskytte et folkekært brand. På globalt plan håndterer Lego hvert år hundredevis af sager vedrørende kopiering, fortæller Roar Rude Trangbæk, kommunikationschef i Lego.

Ligesom Ecco, følger Lego-koncernen også med i, hvad der sker på de globale markeder.

"Når der er behov for det, tager vi brud på rettigheder til domstolene. Det gør vi for at sikre, at man som forbruger altid kan stole på, at alt, der har Lego-logoet på sig eller har det karakteristiske Lego-design, også reelt er et ægte Lego-produkt. Det er ikke kun i vores interesse, det er også i forbrugernes interesse, da Lego-brandet er garant for en oplevelse af højeste kvalitet og sikkerhed," skriver Roar Rude Trangbæk i en mail til AdvokatWatch.

Han understreger, at Lego kun tager affære, når der er tale om unfair konkurrence. Lego hilser konkurrenter inden for konstruktionslegetøj velkommen, da det er med til at holde Lego skarpe og fokuserede.

"Men unfair konkurrence, hvor varemærkerettigheder ikke respekteres og vores unikke Legoæsker, -elementer, -logo etc. kopieres, og hvor formålet er at føre forbrugerne bag lyset, er vi imod. Det er ikke fair over for børn, og det er ikke fair over for det, vi har arbejdet for at sikre siden 1958," udtaler Roar Rude Trangbæk.

Første sejr i Kina

I september 2017 vandt Lego sin første retssag mod en kopiproducent i Kina. Virksomheden Bela blev dømt for at have krænket Legos intellektuelle rettigheder, da virksomheden havde fremstillet og solgt varer, der var tætte kopier af Legos produkter, skrev AdvokatWatch på daværende tidspunkt.

Ecco har dog også været i de kinesiske kopiproducenters sko. I juli 2016 blev den danske skoproducent stævnet af tyske Adidas i den amerikanske delstat Oregon. Adidas mente, at Ecco havde kopieret mærkets velkendte tre striber, som pryder mange af Adidas’ varer, herunder sko.

I et omfattende søgsmål krævede Adidas blandt andet, at Ecco skulle forbydes at bruge designs, som kunne forveksles med Adidas’ varemærke, mens allerede solgte sko, skulle tilbagekaldes og destrueres.

Peter Schøtt Knudsen fortæller i dag, at sagen mod Adidas endte på en "god og ordentlig måde" gennem forlig.

"For Ecco er det vigtigt, at vi beskytter vores eget brand, men også respekterer andres. Vi gør meget ud af at sikre, at vi er innovative, og derfor har vi ikke nogen intentioner om at overtræde andres rettigheder," siger Peter Schøtt Knudsen.

Han forklarer, at Eccos juridiske afdeling er involveret i designprocessen for at finde ud af, hvad der skal beskyttes mod kopiering, og om der eventuelt er nogle designs, som ligner konkurrenternes produkter for meget.

"Vi ønsker ikke, at forbrugerne er i tvivl, om de står med en Ecco-sko i hånden eller ej. Der skal ikke være uklarheder om vores produkters design," siger Peter Schøtt Knudsen.

Nye salgskanaler udfordrer Eccos juridiske afdeling: Det gælder om at være tæt på forretningen

Telenor lukker af for copyrightadvokater efter dom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også