Uvished om dato for udlevering af Sanjay Shah – medtiltalt fængsles i et år

Bekymrende og forbløffende. Det siger advokat til melding fra Dubai om Sanjay Shah i sag om udbytteskat.
Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater kan fortsat ikke sige noget om, hvornår den britiske forretningsmand Sanjay Shah udleveres til Danmark. Det første retsmøde er 2. oktober. | Foto: Christopher Pike/AP/Ritzau Scanpix
Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater kan fortsat ikke sige noget om, hvornår den britiske forretningsmand Sanjay Shah udleveres til Danmark. Det første retsmøde er 2. oktober. | Foto: Christopher Pike/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

I den største sag om påstået svindel med udbytteskat skal den ene tiltalte, den britiske finansmand Anthony Mark Patterson, være varetægtsfængslet i mere end et år.

Det står klart onsdag formiddag, hvor Retten i Glostrup har besluttet at frihedsberøve ham frem til dom. Han blev udleveret til Danmark i juli.

Selve retssagen strækker sig efter planen fra 2. oktober i år og frem til 27. september næste år.

I den periode skal der afvikles 60 retsmøder om påstået bedrageri med refusion af udbytteskat på cirka ni milliarder kroner.

Forretningsmanden Sanjay Shah, som ifølge anklagemyndigheden er hovedmand i sagen om det største bedrageri mod det offentlige nogensinde, sidder dog fortsat i Dubai.

Selv om det efterhånden er fem måneder siden, at en retsinstans i Dubai besluttede at udlevere Shah til straffesagen i Danmark, kan myndighederne i staten endnu ikke sige, hvornår han faktisk vil blive sat på et fly mod kurs mod nord.

Det kom frem i retsmødet onsdag.

I en redegørelse, som retten har bedt om, skriver politiet, at udleveringen afventer ”færdiggørelsen af en beslutningsproces” hos de emiratarabiske myndigheder. Og at det ikke er muligt at give en tidshorisont.

”Det lyder ualmindelig vattet. Det er bekymrende og faktisk forbløffende,” siger advokat Martin Simonsen i retsmødet.

Han forsvarer Anthony Mark Patterson og protesterer imod varetægtsfængsling frem til dom.

”Der er rejst meget, meget betydelig tvivl om, hvorvidt vi kommer i gang 2. oktober,” bemærker advokaten.

Han nævner, at Sanjay Shahs forsvarere skal have tid til at forberede sig med deres klient forud for de mange retsmøder, og også af den grund er det usikkert, om sagen vil komme i gang til tiden.

Desuden spiller det ind, at Shahs forsvarere netop har bedt retten om helt at afvise sagen, lyder det fra advokat Simonsen.

Fra anklagemyndigheden er synspunktet et andet. Glasset er halvt fyldt, kan man forstå på anklager Dennis Rasmussens vurdering af status på Shahs udlevering.

”Det er en positiv tilkendegivelse, for Emiraterne har ikke afvist, at han udleveres inden 2. oktober,” siger anklageren.

I sin afgørelse om den langvarige varetægtsfængsling af Anthony Mark Patterson forholder dommeren sig til synspunktet fra forsvareren om, at der hersker usikkerhed om, hvorvidt sagen vil gå i gang som planlagt.

Det har ikke den store betydning. For i givet fald er det muligt at skille sagerne mod Shah og Patterson ad og behandle dem hver for sig, fastslår dommeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter