Fortsat tvivl om udlevering af Sanjay Shah trods dom

En domstol i Dubai har sagt god for udlevering af Sanjay Shah, men myndigheder i UAE giver ingen garantier.
Retssagen mod Sanjay Shah skal efter planen gå i gang til oktober. | Foto: Christopher Pike/AP/Ritzau Scanpix
Retssagen mod Sanjay Shah skal efter planen gå i gang til oktober. | Foto: Christopher Pike/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Selv om den øverste domstol i emiratet Dubai har besluttet, at den milliardsvindeltiltalte finansmand Sanjay Shah skal udleveres til Danmark, så hersker der fortsat tvivl om, hvorvidt det kommer til at ske, og om det kommer til at ske til tiden.

Det fremgår af en skrivelse, som anklagemyndigheden har sendt til Retten i Glostrup, og som blev læst op på et retsmøde onsdag.

Det var advokat Martin Simonsen, som refererede skrivelsen. Simonsen er advokat for den 52-årige brite Anthony Mark Patterson.

Patterson sidder fængslet i Danmark og er tiltalt til medvirken og forsøg på svindel med udbytteskatsrefusion for cirka ni milliarder kroner i samme sag som Sanjay Shah.

Udleveringen af Shah er relevant for Patterson, da det kan have betydning for, hvornår han kan få sin sag behandlet ved retten. Anklagemyndigheden vil have de to sager behandlet samlet.

Skrivelsen fra anklagemyndigheden er dateret 6. juli. Det vil sige, at den er fra dagen efter det retsmøde, hvor Anthony Mark Patterson blev varetægtsfængslet, efter at han blev udleveret fra Storbritannien.

I skrivelsen refereres til et svar fra myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som Dubai er del af. De er blevet bedt om at svare på, hvorvidt udleveringen af Shah kan gennemføres i tide. Retssagen i Danmark begynder 2. oktober.

Svaret fra UAE lyder, at det er den umiddelbare vurdering, at det vil ske i tide. Men med tilføjelsen ”uden at dette dog kan garanteres”.

”Jeg bider mære i, at det er en umiddelbar vurdering, men at der ikke er nogen garanti. Det er ganske lang tid siden, at det øverste retlige instans har truffet afgørelse om, at Sanjay Shah skal udleveres,” lyder det fra Martin Simonsen.

”Der må ligge en proces, hvor det er andre end den øverste retlige instans, som skal tage stilling. Det kan man selvfølgelig undre sig over, men sådan er det måske på de breddegrader,” siger advokat Simonsen.

Det var tilbage i april, at den øverste domstol i Dubai efter et længere juridisk forløb afgjorde, at der skulle ske udlevering af Sanjay Shah. Og meldingen fra hans danske advokat, Kåre Pihlmann, var dengang, at der nok ikke ville gå længe, før Shah var i Danmark. Dog med et forbehold.

”Forudsat at afgørelsen er endelig, så er det min umiddelbare forventning, at der vil gå ganske få dage, før de praktiske forudsætninger for en udlevering vil være på plads, og at han derfor om kort tid kan lande i Danmark,” lød det dengang fra Kåre Pihlmann.

Men det skete ikke, og allerede dagen efter kunne Børsen fortælle, at Shahs advokater i Dubai forsøgte at bremse udleveringen. Det var London-advokaten Chris Walters, som fortalte til avisen, at Shah havde sat gang i en proces.

Den går angiveligt ud på, at Shah har bedt sine advokater om at anmode den øverste chef for domstolen i Dubai om at nedsætte et panel af uafhængige dommere, som skal vurdere udleveringsafgørelsen. Og udleveringen må ikke effektueres inden da.

Ved onsdagens retsmøde blev det i øvrigt besluttet, at Anthony Mark Patterson fortsat skal sidde varetægtsfængslet – foreløbig frem til 30. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter