Beierholm havde advokatfirma i tankerne – men "det var ikke et attraktivt scenarie"

Da Beierholm i foråret lagde brikkerne til sin nye offensiv inden for juridisk rådgivning, overvejede revisionshuset at etablere et egentligt advokatfirma. Men der var for mange komplikationer, siger direktør.
Beierholm med adm. direktør Søren V. Pedersen i spidsen har godt 1400 ansatte på mere end 30 kontorer rundt omkring i Danmark. | Foto: PR
Beierholm med adm. direktør Søren V. Pedersen i spidsen har godt 1400 ansatte på mere end 30 kontorer rundt omkring i Danmark. | Foto: PR
AF STEFFEN MOSES OG ANDREAS VESTERGAARD

Mens flere revisions- og rådgivningsfirmaer som KPMG og Baker Tilly er knopskudt med advokatfirmaer, afholder Beierholm sig fra at følge trop.

Revisionshuset har ellers netop lanceret en offensiv inden for juridisk rådgivning, og i den forbindelse har et advokatfirma også været på tegnebrættet, men planerne blev hurtigt forkastet.

”Da vi besluttede os for at lave den her satsning (i foråret 2022, red.), overvejede vi, om vi skulle etablere et selvstændigt advokatfirma, men valgte af mange forskellige årsager, at det skulle være et forretningsområde under vores revisionsforretning,” siger Søren V. Pedersen, adm. direktør i Beierholm, til AdvokatWatch.

Ved at oprette området inden for den eksisterende virksomhed slipper Beierholm ifølge Søren V. Pedersen for en række ”komplikationer i forhold til den rådgivning, vi skal lave i Beierholm Jura”.

”Der er blandt andet store krav til compliance, hvis vi skal drive et advokatfirma som en del af helheden efter de regler, der gælder for advokatvirksomheder, ligesom der er udfordringer omkring ejerskab af advokatfirmaer, så det fravalgte vi ret hurtigt, fordi det ikke var et attraktivt scenarie.”

Afviser KPMG-model

Da advokatfirmaer i Danmark skal været ejet af advokater, har revisionshuse traditionelt holdt sig fra at etablere advokatfirmaer på det danske marked.

I starten af 2020 så KPMG Law Advokatfirma dog dagens lys med en kontroversiel konstruktion, hvor firmaet er ejet af selvstændige advokater, men samtidig åbenlyst har tætte bånd til KPMG-kæden.

Samme konstruktion har Baker Tilly sidenhen valgt, men Søren V. Pedersen mener ikke, modellen ville fordelagtig for Beierholm.

”Et selvstændigt advokatfirma passer dårligt med vores forretningsmodel, idet alle vores partnere er ultimative ejere af vores revisionsfirma, uanset om de yder finansiel rådgivning, er revisorer eller skatterådgiverefolk.”

”Det er også nemmere i forhold til rådgivningen af kunderne, at vi ikke skal have en masse samhandel mellem to interne selskaber,” siger direktøren.

I juni afgjorde Advokatnævnet, at båndene mellem KPMG og KPMG Law er for tætte, og fire advokater fik bøder på 10.000 kr. Sagen er bragt videre til domstolene, der nu skal sætte hegnspælene for revisionshusenes muligheder for at have advokatfirmaer tilknyttet.

Sagen har dog ikke haft betydning for Beierholms beslutning om at holde den juridiske rådgivning inden for det eksisterende firma, slår Søren V. Pedersen fast.

”Nej, overhovedet ikke. Vi var ikke klar over det dengang,” siger han.

Beierholm etablerer en juridisk afdeling som et led i en strategi, der blandt andet går på at styrke rådgivningsbenet, som efter planen skal fylde en fjerdedel af den samlede forretning i 2026, hvor omsætningen samlet set skal nå 1,8 mia. kr.

I det seneste regnskab omsatte Beierholm, der har godt 1400 ansatte på mere end 30 kontorer rundt omkring i Danmark, for knap 1,2 mia. kr.

Beierholm melder sin entré på markedet for juridiske ydelser

KPMG-advokater raser over ”negativ særbehandling” efter bøder

Beierholm-topchef: Advokattitlen er den største barriere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også