Berygtet revisor politianmeldt af Kammeradvokaten

Hvorfor tidligere revisor Johnny Hast Hansen nu er meldt til politiet, ønsker kurator ikke at oplyse. Men store kontantbeløb i kufferter har givet Kammeradvokaten udfordringer.
Johnny Hast Hansen nægter at have begået ulovligheder. Kammeradvokaten har som kurator dog nu sendt "en længere og detaljeret meddelelse" til politiet, fremgår det af en redegørelse til kreditorerne. | Foto: Colourbox
Johnny Hast Hansen nægter at have begået ulovligheder. Kammeradvokaten har som kurator dog nu sendt "en længere og detaljeret meddelelse" til politiet, fremgår det af en redegørelse til kreditorerne. | Foto: Colourbox

Flere usædvanlige forhold har givet Kammeradvokaten udfordringer med at håndtere konkursboerne efter den berygtede fynske revisor Johnny Hast Hansen.

Revisoren er nu politianmeldt af kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, skriver Berlingske.

Ifølge en redegørelse fra konkursboerne har kurator ”konstateret en række forhold, som det har været nødvendigt at orientere politiet om, hvorfor kurator har udfærdiget en længere og detaljeret meddelelse i medfør af konkurslovens paragraf 110, stk. 4, som efterfølgende er fremsendt til politiet”.

Hvad der ligger til grund for politianmeldelsen, ønsker Kammeradvokaten ikke at oplyse nærmere om til avisen.

I redegørelsen fremgår det dog, at kurator har haft flere udfordringer med håndteringen af en række store kontantbeholdninger på hele 1,6 mio. kr. fundet hos Johnny Hast Hansen. Blandt andet en række 500 Euro-sedler, der siden 2020 har været ulovlige at anvende i Danmark.

Den omstridte fynske revisor har over de seneste år været involveret i hundredvis af selskaber. Blandt andet stiftede han forrige år over 300 IVS-selskaber. Målsætningen skulle have været at sælge dem videre med fortjeneste.

Over for Berlingske nægter Johnny Hast Hansen, at han har gjort noget ulovligt.

”Kammeradvokaten er vel nødt til at skrive i deres redegørelser, at de har politianmeldt mig for at retfærdiggøre deres kæmpe honorarer. Jeg har intet gjort ulovligt og intet hørt fra politiet og forventer det heller ikke,” lyder det i en skriftlig kommentar.

Revisoren er tidligere idømt otte års konkurskarantæne, ligesom han sidste år blev erklæret personligt konkurs.

Berygtet revisor er gået personligt konkurs – det samme er 150 af hans selskaber

Revisor idømt otte års konkurskarantæne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også