Endnu et advokatfirma laver mål for kvinder i partnerkredsen

DLA Piper følger nu i hælene på Bech-Bruun og Bruun & Hjejle og er klar med konkrete mål for mere ligestilling i partnerkredsen.
DLA Piper er det tredje store advokatfirma i Danmark, der laver konkrete mål for kvinder i partnerkredsen. | Foto: PR
DLA Piper er det tredje store advokatfirma i Danmark, der laver konkrete mål for kvinder i partnerkredsen. | Foto: PR

Som det tredje store advokatfirma laver DLA Piper nu konkrete mål, der skal få flere kvinder i partnerkredsen.

Målsætningen lyder på at øge andelen af kvindelige partnere til 20 pct. i 2025 og 30 pct. i 2030.

”Vi må konstatere, at vi er udfordret i forhold til kønsdiversitet,” siger Martin Lavesen, ledende partner i DLA Piper, til AdvokatWatch.

”Ikke så meget i forhold til det samlede medarbejderbillede, men vi har en udfordring i forhold til antallet af kvindelige partnere og i topledelseslagene, hvor det er meget tydeligt, at kvinder er det underrepræsenterede køn,” tilføjer han.

Der er således i dag en stor overvægt af mænd i DLA Pipers ejerkreds, hvor kun 14,8 pct. er kvinder. Det svarer til gennemsnittet blandt de ti største advokatfirmaer.

Til trods for den store mandsdominans og en bred selverkendelse af problemet blandt advokatfirmaerne har der været en stor tilbageholdenhed i forhold til at lave konkrete målsætninger.

Bech-Bruun var således frontløber, da advokatfirmaet i slutningen af 2020 lancerede en målsætning om, at mindst hver tredje nye partner i perioden 2021-2025 skal være kvinde, mens der i 2026-2030 skal optages det samme antal mænd og kvinder i partnerkredsen.

Siden fulgte Bruun & Hjejle med et mål om, at andelen af kvinder i partnerkredsen skal op på 30 pct. Men modsat DLA Piper har Bruun & Hjejle ikke sat en tidshorisont på målet. Det skal blot ske ”inden for en overskuelig årrække”.

Mål frem for kvoter

Det er en smule mere udbredt i advokatbranchen at have mål for andelen af kvinder i bestyrelsen, og her lyder DLA Pipers målsætning at have 40 pct. kvindelige bestyrelsesmedlemmer i 2025. I dag har advokatfirmaet én kvinde i bestyrelsen – svarende til 20 pct.

”Vi har opsat nogle mål, fordi vi har en ambition om at flytte os, og fordi mål sikrer, at diversitet er på dagsordenen og i bevidstheden,” siger Martin Lavesen.

Det er jo ikke kvoter, så hvad er konsekvensen for jer, hvis I ikke når målene?

”Der er ikke nogen direkte konsekvens, men dels vil vi gerne forbedre diversiteten, dels er det selvfølgelig utilfredsstillende, hvis man sætter sig et mål og ikke når det. På længere sigt vil det påvirke vores attraktivitet som arbejdsgiver.”

DLA Piper havde ifølge sin årsberetning 32 pct. kvindelige og 68 pct. mandlige jurister i 2021, og dermed ”er den kønsmæssige fordeling blandt vores jurister uændret sammenlignet med året før”, skriver advokatfirmaet og fortsætter:

”Vi har med ansættelsen af 41 pct. kvindelige og 59 pct. mandlige nye jurister fokus på at forbedre kønsbalancen, men da andelen af ansatte kvindelige jurastuderende er lidt lavere end året før, og vi samtidig ser et større frafald af kvinder senere i karriereforløbet, er kvindelige jurister fortsat et prioriteret indsatsområde i vores rekruttering.”

Mænd sidder fortsat tungt på toppen i advokatbranchen

Efter politisk forslag: Advokatbranchens top vil hellere tale om mål end kvoter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også