Justitsminister tygger på konkurrenceforslag – forventer at være færdig inden årsskiftet

Ingen af Konkurrencerådets anbefalinger er endnu blevet omsat til konkret deregulering af advokatmarkedet, men Justitsministeriet forventer at være færdig med at overveje konkurrenceforslagene inden årets udgang.
Konkurrencerapport ligger indtil videre stadig på justitsminister Nick Hækkerups (S) bord. | Foto: Anthon Unger
Konkurrencerapport ligger indtil videre stadig på justitsminister Nick Hækkerups (S) bord. | Foto: Anthon Unger

Støvet har for længst lagt sig, efter Konkurrencerådet i januar smed en bombe ind i advokatbranchen i form af sin længe ventede rapport om advokatmarkedet.

Indtil videre har der dog mere været tale om et heksehyl end en brintbombe, og her ni måneder efter ligner advokatbranchen fuldstændig sig selv.

Konkurrencerådets rapport ligger således, som AdvokatWatch tidligere har skrevet, hos Justitsministeriet, der tygger på, hvad den skal bruges til.

Nu sætter ministeriet dog over for mediet Inside Business for første gang en form for deadline på, hvornår der kommer en politisk opfølgning på rapportens 16 anbefalinger til at forbedre konkurrencen.

Justitsministeriet skriver således i en mail til Inside Business, at "ministeriet i samarbejde med de relevante interessenter på området i øjeblikket er ved at overveje Konkurrencerådets anbefalinger. Ministeriet forventer, at disse overvejelser er tilendebragt inden udgangen af året".

Tovtrækkeri mellem advokater og revisorer

Det fremgår ikke, hvilke interessenter der er med i overvejelserne, men oplagte bud er blandt andre advokaterne i form af Danske Advokater og Advokatsamfundet og revisorerne i form af FSR - danske revisorer.

Advokaterne har, allerede inden rapporten landede, advaret imod at deregulere markedet, der ifølge Konkurrencerådet er på knap 15 mia. kr.

På den anden side ønsker revisorerne mere fri adgang til markedet for erhvervsjuridisk rådgivning, der i dag til dels er beskyttet af særlige regler for, hvem der for eksempel må eje advokatfirmaer og bære advokattitlen.

De modsatrettede interesser er tydelige, selvom den nye adm. direktør for FSR, Lars Storr-Hansen, mandag rakte hånden frem til advokaterne.

"Advokater og revisorer deler mange udfordringer som rådgivere på det samme marked, så jeg mener, vi står i samme ringhjørne," sagde Lars Storr-Hansen til AdvokatWatch.

Han slog samtidig fast, at han forventer, at politikerne vil følge op på rapportens anbefalinger.

"Rapporten peger på, at der er en række forhold på det eksisterende marked for juridiske ydelser, der kan ændres til gavn for forbrugere og for erhvervsliv. Derfor bør det være lige til højrebenet for politikerne at gennemføre nogle af de forslag, Konkurrencerådet kommer med," sagde direktøren.

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Niels Enemærke siger til Inside Business, at den politiske proces i kølvandet på rapporten er som forventet, da det ifølge kontorchefen tager tid at bearbejde anbefalinger på områder, som er meget komplekse.

Ny revisor-frontmand rækker hånden ud til advokater: "Vi står i samme ringhjørne"

Lundgrens sparker gang i følsom debat der splitter advokatbranchen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også