Lundgrens sparker gang i følsom debat der splitter advokatbranchen

Som første større advokatfirma melder Lundgrens sig nu ind i konkurrencedebatten og går imod brancheorganisationerne i spørgsmålet om liberalisering. Men indtil videre tøver de fleste andre store firmaer med at blande sig i diskussionen.
Konkurrencerådet kom i januar med rapport, der anbefaler øget liberalisering af advokatbranchen. | Foto: Steffen Moses/Watch Medier
Konkurrencerådet kom i januar med rapport, der anbefaler øget liberalisering af advokatbranchen. | Foto: Steffen Moses/Watch Medier
AF STEFFEN MOSES, IBEN SCHMIDT OG ANDREAS VESTERGAARD

Til trods for, at der er milliarder på spil, har der været udpræget radiotavshed blandt de store advokatfirmaer både op til og efter, Konkurrencerådet i januar kom med sin meget omtalte rapport om advokatmarkedet.

Indtil nu.

Som det første større advokatfirma samler Lundgrens nu megafonen op og giver sin holdning til kende.

Branchen kan lige så godt "hive plastret af" til liberaliseringen, siger Lundgrens-formand Tobias Vieth til Finans og foreslår, at man blandt andet bør overveje, om advokater hos store revisionshuse i modsætning til i dag skal have lov til at beholde advokattitlen.

Dermed går Lundgrens-formanden stik imod Danske Advokater og Advokatsamfundet, der i kraftige vendinger har advaret imod at liberalisere reglerne for blandt andet ejerskab og brug af advokattitlen.

Indtil videre står Tobias Vieth temmelig alene med megafonen. Gorrissen Federspiels ledende partner, Martin André Dittmer, melder sig over for Finans åben for at "gå ind i en dialog, når der nu foreligger en rapport med en række forslag".

Og hos Bruun & Hjejle ser ledende partner Karsten Kristoffersen positivt på liberalisering, men "revisorerne skal spille på samme spilleplade som os andre".

"Vi har ikke noget særligt ønske om, at der skal gælde særlige begrænsninger på advokatmarkedet," siger Karsten Kristoffersen til AdvokatWatch og tilføjer:

"Omvendt har vi det ønske, at hvis man vil liberalisere på den måde, der bliver talt om, må man også se på uafhængighed og inhabilitetsreglerne. Der skal være level playing field."

Branchen er splittet

Men derudover holder de større advokatfirmaer sig fra at stikke snuden frem i den højspændte debat, hvor der både er et stort milliardmarked på spil, ligesom debatten rokker ved fundamentet for selve advokattitlen, og hvordan den danske advokatstand i generationer har været defineret.

AdvokatWatch har været i kontakt med en række topchefer for landets største advokatfirmaer, og her lyder svaret blandt andet, at man enten slet ikke ønsker at kommentere på spørgsmålet om liberalisering, eller at man henviser til Danske Advokater.

"Vi har ikke en særlig holdning til denne problematik, men henholder os til vores brancheorganisations udmelding," lyder det for eksempel fra Finn Schwarz, ledende partner hos Horten.

En af årsagerne til, at få blander sig i debatten, er, at der er store uenigheder om spørgsmålet blandt advokater – også internt i partnerkredse, hvor det kan være svært at blive enige om, hvilken side af debatten advokatfirmaet skal stå på.

Skal man som Lundgrens åbne op for Konkurrencerådets idéer om liberalisering af markedet, så der åbnes op for revisorer, mens advokatfirmaerne samtidig får friere rammer til at bevæge sig ind på andre rådgivningsområder end det snævre juridiske felt?

Eller skal man stille sig side om side med Danske Advokater og Advokatsamfundet, der advarer imod, at en liberalisering vil gå ud over retssikkerheden?

På den ene side af debatten mener advokater som Karsten Kristoffersen, at det er muligt liberalisere, så længe man sikrer lige vilkår for advokater og revisorer.

På den anden side argumenterer advokater som blandt andre Njords ledende partner, Lars Lokdam, for, at man bør bevare status quo.

"Bevægelsen væk fra det regelsæt, som vi har i dag, er ikke sund, fordi det er forbundet med et stort ansvar at være en uafhængig rådgiver i forhold til konflikter, som nogle gange ender ved domstolene," siger Lokdam og tilføjer:

"Jeg mener, man skal være underlagt en særlig regulering, og det er vi, og det vil være et tilbageskridt at pille det fra hinanden."

Danske Advokater: Debat er sundt

Der er ingen tvivl om, at det er et spørgsmål, der deler branchen, erkender Paul Mollerup, der er adm. direktør hos Danske Advokater.

"Det er helt fair, at advokater arbejder med forskellige segmenter i markedet og på den baggrund har forskellige holdninger til konkurrencesituationen. Vores opgave som brancheforening er at holde fast i, hvad der er vigtigt for forbrugerbeskyttelsen og retssikkerheden," siger han.

Hvad synes du om, at nogle advokater nu blander sig i den offentlige debat?

"Jeg tror altid, debat er sundt. Jeg står jo så bare på de synspunkter, der er vigtige for forbrugerbeskyttelsen og retssikkerheden."

Tror du, debatten kan flytte noget?

"Jeg tror altid, at de forskellige synspunkter er gode at få frem, så vi for eksempel får tydeliggjort, at vi er helt for konkurrence, men at den skal ske på lige vilkår," siger Danske Advokaters direktør.

Det store spørgsmål er, om debatten overhovedet er nødvendig, og om Konkurrencerådets rapport rent faktisk vil føre til større ændringer.

Indtil videre har der ikke været nogen konkret reaktion på rapporten fra Justitsministeriet, der over for AdvokatWatch har oplyst, at man har modtaget den, og at man på et ikke nærmere defineret tidspunkt vil se på, om den giver anledning til ændringer.

Førende advokathuse udfordrer branchens nej til liberalisering

Slut med cerutter og palisanderfiner: "Branchen har ændret sig"

Topadvokater tøver i konkurrenceslagsmål og afventer afgørende politisk proces

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også