Bech-Bruun kæmper videre trods klar dom i landsretten: "Der er prestige i sagen"

Landsretten er klokkeklar i spyttet og bakker utvetydigt op om Advokatnævnet i opsigtsvækkende habilitetssag. Alligevel anker Bech-Bruun, for der er prestige i sagen og meget mere end kroner og øre på spil, vurderer juraprofessor.
Bech-Bruun anker dom, hvor Østre Landsret onsdag afviste at omgøre Advokatnævnets afgørelse i habilitetssag. | Foto: Nikolai Linares
Bech-Bruun anker dom, hvor Østre Landsret onsdag afviste at omgøre Advokatnævnets afgørelse i habilitetssag. | Foto: Nikolai Linares
AF STEFFEN MOSES, IBEN SCHMIDT OG ANDREAS VESTERGAARD

Udbytteslagsmålet mellem Bech-Bruun på den ene side og Skatteministeriet, Advokatnævnet og Kammeradvokaten på den anden ruller videre trods Østre Landsrets klokkeklare dom onsdag.

Bech-Bruun vil således have Højesteret på banen og anker derfor dommen, hvor landsretten gav sin fulde opbakning til Advokatnævnet i habilitetssag mod fire Bech-Bruun-advokater. Og der er god grund til at kæmpe videre, mener juraprofessor ved Københavns Universitet Michael Gøtze.

"Jeg tror ikke, det er det økonomiske, der gør ondt. Det er renommé og brand og et muligt tab heraf, som er det essentielle. Der er prestige i sagen, fordi den er knyttet til udbytteskatsagen," siger han til AdvokatWatch.

Bech-Bruun havde derfor i første omgang hevet Advokatnævnet og Skatteministeriet i landsretten, fordi nævnet i 2019 afgjorde, at fire Bech-Bruun-advokater var inhabile, da de i 2017 lavede en undersøgelse af svindel med udbytteskat for Skatteministeriet, fordi Bech-Bruun tidligere rådgav North Channel Bank (NCB), der var involveret i udbytteskandalen.

Advokaterne blev dømt til at betale salæret for undersøgelsen på 3,5 mio. kr. tilbage, mens de i tillæg hver fik en bøde på 10.000 kr.

Bech-Bruun ville have landsretten til at omgøre afgørelsen, men der var ikke nogen hjælp at hente hos de tre landsdommere, der svingede hammeren onsdag.

"Advokatnævnets kendelse af 4. juli 2019 stadfæstes", mens "Skatteministeriet frifindes", lyder den kontante afgørelse i den 318 sider lange dom, som AdvokatWatch er i besiddelse af.

Det accepterer Bech-Bruun dog ikke og allerede onsdag var advokatfirmaet klar til at anke til Højesteret.

"Vi er uenige i og overraskede over landsrettens dom i de sager, vi havde anlagt," lød det fra Steen Rode, ledende partner i Bech-Bruun.

Michael Gøtze kalder Bech-Bruuns stil "offensiv".

"Det tager jeg som et udtryk for, at det er en vigtig sag for Bech-Bruun med mange lag og perspektiver – og altså ikke "bare" er en ud af mange sager i advokatbranchen som helhed om advokatskik," siger Michael Gøtze.

Tre landsdommere ikke i tvivl

Bech-Bruun mener, at sagen er principiel, da den ifølge advokatfirmaet kan flytte hegnspælene for, hvornår advokater er inhabile. Derfor kæmper Bech-Bruun videre til trods for, at landsretten er ret klar i spyttet i sin afgørelse.

De tre landsdommere, der har vurderet sagen, har dels taget stilling til, om Bech-Bruun-advokaterne har haft en interessekonflikt, da de lavede undersøgelsen for Skatteministeriet. Dernæst har dommerne vurderet, om "det kan bebrejdes undersøgelsesadvokaterne, at de ikke afstod fra at påtage sig den uvildige advokatundersøgelse", står der i dommen.

Bech-Bruuns forsvar har således i høj grad været hængt op på, at advokaterne ikke kunne have vidst, at de var inhabile, da Skatteministeriet ikke oplyste, at NCB var mistænkt i sagen.

I forhold til om advokaterne var inhabile, lægger landsretten vægt på, at Bech-Bruuns rådgivning af NCB fandt sted i 2014 og 2015, mens Skatteministeriets undersøgelse først blev igangsat i 2017. NCB accepterede i 2019 en bøde på 110 mio. kr. for svindel med udbytteskat, og derfor kunne Skatteministeriet med rette mistænke advokaterne for at have en interessekonflikt, lyder det i dommen.

Landsretten finder således, "at det for Skatteministeriet med føje kan befrygtes, at advokaternes varetagelse af advokatundersøgelsen som følge af rådgivningen til NCB kan være påvirket af uvedkommende hensyn".

Med det spørgsmål afgjort går dommerne videre til at vurdere, om Bech-Bruun-advokaterne burde have kendt til interessekonflikten.

Her er landsretten ret klar i mælet, for selvom Bech-Bruun ikke vidste, at myndighederne konkret havde NCB i kikkerten, burde advokaterne i deres interne habilitetstjek have set advarselslamperne blinke ved de klienter inklusiv NCB, som Bech-Bruun havde rådgivet om forskellige aspekter inden for refusion af udbytteskat.

"Landsretten finder, at det kan kritiseres undersøgelsesadvokaterne, at man undlod (…) at foretage en videregående undersøgelse af forekomsten af nuværende eller tidligere klienter hos Bech-Bruun, der havde søgt rådgivning om forhold, som (…) var i direkte modstrid med Skatteministeriets interesser, eller hvor en interessekonflikt kunne befrygtes," står der i dommen.

Der var således ifølge dommen "flere advokater i Bech-Bruuns skatteafdeling, som havde ydet og ydede rådgivning om tilbagesøgning af indeholdt udbytteskat til internationale klienter, herunder pensionskasser og banker".

"Den store krig" venter rundt om hjørnet

Mens dommen i den aktuelle hablitetssag har trukket overskrifter, venter det store brag forude i form af en mildt sagt opsigtsvækkende erstatningssag.

Her har Kammeradvokaten på vegne af Skattestyrelsen sagsøgt Bech-Bruun for 1,2 mia. kr. for påstået ulovlig rådgivning af NCB.

Derfor kommer Bech-Bruuns beslutning om at anke dommen til Højesteret heller ikke bag på juraprofessor ved Syddansk Universitet Frederik Waage.

"Jeg er ikke overrasket over, at sagen bliver anket, og man skal være opmærksom på, at som sagen har udviklet sig, kan man ikke se den her sag helt isoleret fra erstatningssagen næste år," siger han og tilføjer:

"Der er formentlig også nogle bevismæssige spørgsmål, der vil være sammenfaldende mellem sagerne."

Bech-Bruun forsøgte at få habilitetssagen rykket om på den anden side af erstatningssagen netop med den begrundelse, at advokatfirmaet frygter sammenblanding. Men det er svært helt at adskille de to sager, mener Michael Gøtze.

"Det er den store krig, der venter, og det her kan ses som en slags mellemetape," siger juraprofessoren.

Som udgangspunkt har sagerne dog ikke noget direkte at gøre med hinanden, fordi der er tale om to forskellige juridiske vurderinger, mener Michael Gøtze, som ikke har læst landsrettens dom endnu.

"Det korte svar er, at det er to forskellige vurderinger. Det sætter selvfølgelig Bech-Bruun under et vist pres, at de har begået en fodfejl, som jeg vil kalde det her," siger Michael Gøtze.

Bech-Bruun anker udbyttedom: Vi er uenige og overraskede

Udbyttespøgelset fastholder grebet om Bech-Bruun efter nederlag i landsretten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også