Rapport: Offentlige anklagere møder uforberedte op i retten

Justitsminister Nick Hækkerup påpeger, at flere er blevet ansat i anklagemyndigheden, men sagspres er steget.
Rapportens resultat bekymrer justitsminister Nick Hækkerup (S). | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rapportens resultat bekymrer justitsminister Nick Hækkerup (S). | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Cirka en tredjedel af de offentlige anklagere i Danmark møder nogle gange uforberedte op i retten.

Det viser en ny undersøgelse blandt 508 jurister i anklagemyndigheden, som analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion har foretaget for Rigsadvokaten, skriver Berlingske.

I undersøgelsen svarer 36 procent af de medvirkende, at de sommetider eller ofte er mødt uforberedt i retten. Syv procent af de adspurgte svarer, at det sker "ofte".

Line Scharff, der er formand for Foreningen af Offentlige Anklagere, kalder det "meget bekymrende", at så mange offentlige anklagere er mødt uforberedte op i retten. 

"Og det er på ingen måde tilfredsstillende for borgeren, retssystemet eller medarbejderen." 

"Jeg kan genkende, at man får besked om at møde i retten med meget kort varsel, og så må man tage sagen under armen og forberede sig i taxaen," siger hun til Berlingske. 

Line Scharff påpeger, at rapporten bekræfter, at anklagere føler sig under et stort arbejdspres.

Berlingske afdækkede sidste år, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i anklagemyndigheden på landsplan var steget.

Antallet af sager, der var mere end 180 dage gamle, var mere end firedoblet. 

Rapportens resultat bekymrer justitsminister Nick Hækkerup (S).

I finansloven for i år blev der ellers afsat 50 millioner kroner til anklagemyndigheden, hvilket svarer til cirka 60 årsværk. 

Det skulle medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesager i anklagemyndigheden. 

"Tit, når den offentlige sektor er under pres, er det fordi, der er skåret ned, men der er faktisk blevet ansat flere i anklagemyndigheden, og vi har øget produktiviteten," siger Nick Hækkerup til Berlingske.

"Vi står bare i en situation, hvor sagspresset er steget så meget, at der opstår problemer."

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, siger til Ritzau, at der "er nogle rystende konklusioner i denne rapport", herunder at en tredjedel af anklagerne er mødt uforberedte op i retten.

"Deres arbejdsforhold skal forbedres, og derfor bliver det et hovedkrav fra De Radikale at styrke anklagemyndigheden i det politiforlig, vi skal igennem," siger Kristian Hegaard.

Folketingets partier skal i år indgå en ny flerårig politiaftale, og også SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, ser behov for flere ressourcer.

Samtidig mener hun, at de offentlige anklagere er presset af det, hun kalder new public management-bureaukrati.

"Jeg kan se, at det går rigtig meget ud over jobtilfredsheden med alle disse målkrav og tidsfrister. Og alt det bliver en bremseklods for, hvordan de (anklagerne, red.) kan bruge deres tid."

"Jeg er sikker på, at der ligger rigtig meget afbureaukratisering gemt her," siger Karina Lorentzen Dehnhardt til Ritzau.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, vil også have flere ressourcer til anklagemyndigheden, efter at der er blevet tilført flere penge til politiet.

"Man er nødt til at se det som forbundne kar. Det er ikke nok at sætte penge af til dem, der fanger forbrydere."

"Det skal også være til dem, der skal have dem dømt bagefter," siger hun.

Minister vil oprette uafhængigt tilsyn med bevismidler efter teledata-sag

Anklager: "Jeg begyndte at få hjertebanken og åndenød" 

Justitsminister vil rydde op i GDPR-regler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også