Provinsadvokater lukker firmaet: Ingen vil overtage forretningen

Ved årets udgang går de på pension, og der er ingen til at overtage advokatfirmaet i Ølgod med to filialer i Oksbøl og Esbjerg.
Det skriver Jydskevestkysten, hvor advokaterne Søren Kokkenborg og Jens Graven Nielsen fortæller, at der er to forklaringer på, hvorfor ingen vil overtage deres forretning. Den ene er centralisering af domstolene, den anden er advokatfirmaernes stigende specialisering.
"Vores er en meget blandet forretning med både rådgivning til private og rådgivning til erhverv, plus vi har været begunstiget af i mange år at have gode, solide opgaver for Retten i Esbjerg," siger Jens Graven Nielsen, som tilføjer, at der er sager, som ikke kan indgå i handlen, fordi de er personligt bundet op på ham.
AdvokatWatch har tidligere beskrevet, hvordan advokater i mindre provinsbyer har svært ved at overleve. Senest måtte Ret & Råd Fyn opgive at drive forretning i byerne Faaborg, Assens, Nyborg, Middelbart og Ejby for i stedet at samle alle medarbejdere på kontoret i Odense.
"Vi har været et provinskontor på godt og ondt, og vi har hovedsageligt levet af de sager, der var lokalt. Men udviklingen i branchen gjorde det nødvendigt for os at skifte fra at være lokalt funderede filialer til et samlet advokatkontor," sagde Mads Peter Sommerlund, advokat og adm. direktør i Ret & Råd Fyn, i november til AdvokatWatch.
Et årti efter retskredsreformen: Lavere omsætning og mere spildtid på vejene
Digitalisering og reform får advokat til at rykke til privatboligen