Advokater afviser revisorers ønske om fælles spilleregler for oplysningspligt

Revisorerne har misforstået advokaters særstilling i samfundet, og det vil udløse "et opgør med retssamfundet", hvis de lykkes med at få advokater omfattet af et EU-direktiv om indberetningspligt til myndigheder om skatterådgivning. Det skriver formanden for Advokatrådet og generalsekretæren i Advokatsamfundet i en kronik i Børsen.
Andrew Hjuler Chrichton, generalsekretær i Advokatsamfundet | Foto: PR / Morten Holtum
Andrew Hjuler Chrichton, generalsekretær i Advokatsamfundet | Foto: PR / Morten Holtum

Torsdag er der høringsfrist på et lovforslag, der skal implementere et EU-direktiv, som pålægger skatterådgivere en særlig indberetningspligt til myndighederne. Advokater er ikke omfattet af oplysningspligten i lovforslaget.

Brancheorganisationen FSR - Danske Revisorer, der er omfattet af indberetningspligten, har kæmpet mod, at advokater og revisorer skal være underlagt forskellige regler for den samme rådgivning. Men revisorerne har misforstået advokaters særstilling, og det vil udløse "et opgør med retssamfundet", hvis de lykkes at få advokaterne omfattet af EU-direktivet.

Sådan lyder det i et fælles opråb fra Peter Fogh, formand for Advokatrådet, og Andrew Hjuler Chrichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, i en kronik i Børsen.

Advokater er nødt til at være fuldstændigt uafhængige af alle andre interesser, herunder også myndighedernes, lyder det. Peter Fogh og Andrew Hjuler Chrichton bemærker desuden i kronikken, at advokater allerede er underlagt et "solidt regelsæt", samt at de advokatetiske regler for nylig er blevet skærpet.

"Revisorer er ikke underlagt tilsvarende regler. Alligevel peger revisorerne på, at advokater skal være omfattet af de kommende nye regler om oplysningspligt på skatteområdet, uanset at det bryder med det vigtige princip om advokaters tavshedspligt. De mener, at det er konkurrenceforvridende at gøre forskel. Men der er allerede i dag store forskelle mellem regelsættet for revisorer og advokater. Spørgsmålet er så bare, hvem det er, der egentligt drager fordel af de forskelle," skriver Peter Fogh og Andrew Hjuler Chrichton.

Direktør i FSR: Revisorerne vil gå i offensiven for at få advokater omfattet af EU-direktiv

Regeringen lægger op til at fritage advokater fra sladreordning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også