Søren Pape ser behov for flere anklagere

Anklagemyndigheden er ved at blive en flaskehals, siger justitsministeren, der i næste politiforlig vil styrke området.
Justitsminister og K-formand Søren Pape Poulsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Justitsminister og K-formand Søren Pape Poulsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
AF RITZAU

Der er risiko for, at straffesager forsinkes på grund af en flaskehals i systemet. Politikerne har sørget for at få ansat flere politifolk uden samtidig at sikre sig, at anklagerne kan følge med og få behandlet det øgede antal sager.

Den sammenhæng er justitsminister Søren Pape Poulsen (K) opmærksom på. Og han forsikrer, at der vil blive rettet op på ubalancen.

"Det er helt klart, at vi ikke kan have en masse betjente, der laver en masse godt arbejde, og at vi så har en anklagemyndighed, der ikke kan løfte sagerne, fordi de mangler folk," siger den konservative leder mandag.

"Der er ingen tvivl om, at anklagemyndigheden er ved at blive en flaskehals," siger Pape Poulsen.

Genopretningen skal ske i det næste politiforlig. Forhandlingerne kommer til efteråret.

"Jeg har bedt om, at vi skal have tænkt anklagemyndigheden ind i den forberedelse, som Justitsministeriet er ved at lave," siger han.

I vinter kom Arbejdstilsynet med et påbud til Københavns Politi. Det handlede om en lille gruppe anklagere, der arbejder i specialgruppen Særlig Efterforskning Øst.

Politikredsen skal sikre, at "en stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed", fremgår det.

Arbejdstilsynet skal nu også undersøge forholdene for de cirka 75 anklagere, der arbejder i advokaturer på Bellahøj. Her har tillidsmand Martin Dahl Fuglsang sagt, at situationen er uholdbar, og at der er tegn på stress.

"Medarbejdere har ondt i maven og søvnproblemer. Nogle fortæller, at de har svært ved at huske, og at man har svært ved at komme ned i gear efter arbejde," har Martin Dahl Fuglsang udtalt.

Om denne melding og om Arbejdstilsynets påbud siger Søren Pape Poulsen:

"Det kan jeg ikke lide at høre om. Jeg kender ikke situationen nærmere. Men vi må som politikere tage det alvorligt."

Spørgsmålet er, hvorfor justitsministeren ikke tidligere har gjort noget for at skabe balance. Hans svar er, at det i 2015 var bydende nødvendigt at øge antallet af politifolk.

"Nu står vi på randen af en ny aftale, og der er det vigtigt, at vi får løftet anklagemyndigheden," siger Søren Pape Poulsen.

I weekenden sagde Trine Bramsen, retsordfører for S, at det er en fælles politisk opgave at sikre, at "vi har en straffesagskæde, der hænger sammen".

Anklagere under pres af flere sager 

Advokat efterlyser højere lønninger i Bagmandspolitiet

Ret & Råd hyrer advokat med 22 års erfaring fra anklagemyndigheden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også