Advokat efterlyser højere lønninger i Bagmandspolitiet

Bagmandspolitiet, i daglig tale SØIK, har fået flere mandskabsmæssige ressourcer, men det er tvivlsomt, om det er tilstrækkeligt.
Sådan lyder det i et debatindlæg, som mediet Finans torsdag bringer fra advokat Hans Fogtdal, der driver eget advokatfirma i Hellerup og som er tidligere leder af børs- og finansafdelingen hos Bagmandspolitiet.
Han peger på, at SØIK i dag modtager langt flere indberetninger om hvidvask, at sagerne bliver mere internationale og komplicerede og at SØIK i stigende omfang skal bistå andre myndigheder. Endelig er personaleomsætningen et problem, mener han og foreslår bedre løn:
"En løsning på at fastholde nøglemedarbejdere med særlige kompetencer kunne være at honorere disse bedre. Derved ville der også blive en mere rimelig sammenhæng med den konkrete belastning, som medarbejdere hos SØIK bliver udsat for i de mere og mere mediefokuserede sager," skriver Hans Fogtdal.
"Hvis vi som samfund skal have succes med at bekæmpe økonomisk kriminalitet i alle dens former, bliver vi nødt til i højere grad at opprioritere ressourcerne hertil hos særmyndigheder, politi, anklagemyndighed og ikke mindst hos SØIK," fortsætter han.
Hele debatindlægget kan læses via dette link.
Ret & Råd hyrer advokat med 22 års erfaring fra anklagemyndigheden