Advokathuse venter flere ansættelser inden for vedvarende energi i år

Flere af landets allerstørste advokatfirmaer forventer at gå på intens rekrutteringsjagt efter advokattalenter, som er specialiseret inden for vedvarende energi, i løbet af 2019. Det viser rundspørge foretaget af AdvokatWatch.
"Vedvarende energi og den grønne omstilling er områder i vækst, og vi forventer et endnu større fokus herpå i de kommende år," siger Martin André Dittmer, managing partner hos Gorrissen Federspiel. | Foto: PR/Nicky Bonne
"Vedvarende energi og den grønne omstilling er områder i vækst, og vi forventer et endnu større fokus herpå i de kommende år," siger Martin André Dittmer, managing partner hos Gorrissen Federspiel. | Foto: PR/Nicky Bonne

Fem ud af landets syv største advokatfirmaer forventer at ansætte flere advokater med speciale inden for vedvarende energi i løbet af de kommende år.

Det viser en rundspørge, som AdvokatWatch har foretaget til managing partnere fra landets syv største advokatfirmaer målt på medarbejdere: Bech-Bruun, Kammeradvokaten, Kromann Reumert, Plesner, Horten, DLA Piper samt Gorrissen Federspiel.

AdvokatWatch spurgte firmaerne: Forventer I at ansætte flere specialister på advokatsiden inden for vedvarende energi inden 1/1 2020?

Med undtagelse af Horten og Plesner, som ikke har svaret på spørgsmålet, forventer alle firmaerne at indlemme flere specialister inden for vedvarende energi i medarbejderstaben.

Det gælder bl.a. Gorrissen Federspiel.

"I gennem de seneste år har vi oplevet en stigende interesse i forhold relateret til den grønne omstilling," lyder det fra managing partner Martin André Dittmer.

Han uddyber:

"Vedvarende energi og den grønne omstilling er områder i vækst, og vi forventer et endnu større fokus herpå i de kommende år."

Efterspørgsel blandt klienter

Ud over Gorrissen Federspiel forventer også Bech-Bruun, Kammeradvokaten samt DLA Piper at ansætte flere specialister inden for vedvarende energi allerede i det kommende år.

Hos Kromann Reumert forventer managing partner Arne Møllin Ottosen, at der kommer "yderligere volumen i området" – men han sætter ikke tal på, hvornår han venter dette.

Det betyder, at fire ud af de fem partnere, der har svaret på spørgsmålet om ansættelserne, allerede venter at rekruttere i 2019.

En af dem er managing partner i DLA Piper Martin Lavesen, som pointerer, at ansættelserne skal bæres frem af efterspørgsel fra klienter.

"Vi anser rådgivning inden for energiret som et fokusområde og er klar til at investere, såfremt vi ser en efterspørgsel blandt klienter," fortæller han.

Også hos Bech-Bruun, som i dag har en Renewable Energy-faggruppe, der tæller 14 personer, tilkendegiver managing partner Simon Evers Hjelmborg, at firmaet venter at ansætte flere specialister inden for vedvarende energi inden årsskiftet.

Det har ikke været muligt at få en uddybbende kommentar fra Simon Evers Hjelmborg - men om fremtidsudsigterne for vedvarende energi som fagområde har han tidligere sagt:

"Vi forventer klart, at markedet kommer til at vokse helt uafhængigt af konjunkturerne, som kan gå op og ned og normalt kan påvirke de traditionelle retsområder. Vi må forvente, at vedvarende energi er kommet for at blive. Det er ikke noget, der tyder på, at det skulle ændre sig," sagde han til AdvokatWatch i marts.

Kammeradvokaten venter udbygning

I løbet af 2018 og 2019 har Kammeradvokaten udmærket sig ved at hente Klint Klingberg-Jensen, der havde en fortid som bl.a. inhouse-jurist hos Ørsted, samt Martin Juste, som kom fra en stilling som juridisk chef hos Siemens Gamesa, ind som partnere for at styrke offshore som indsatsområde.

Managing partner hos Kammeradvokaten Tomas Ilsøe Andersen forventer også, at der vil være yderligere vækst omkring vedvarende energi i 2019.

"Jeg vil have en forventning om, at Klint, Martin og kollegerne fortsætter med at bygge forretning. Jeg vil også have en forventning om, at efterspørgslen stiger på både den statslige og på den private side," siger Tomas Ilsøe Andersen om forventningerne til 2019.

I dag tæller Kammeradvokatens rendyrkede offshore-enhed seks personer, som hovedsageligt beskæftiger sig med dekommissionering og tvistesager, mens vedvarende energi også er en del af flere andre juridiske discipliner.

Tomas Ilsøe Andersen er fortsat usikker på, hvor stort et rekrutteringsfremmarch Kammeradvokaten skal på i år.

"Der vil være en stor efterspørgsel. Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange flere hoveder det kan give anledning til," vurderer Tomas Ilsøe Andersen.

Trods klimafokus: Store danske advokathuse vil fortsat rådgive "sorte" kunder

Bech-Bruun og Kammeradvokaten øjner gyldne klima-muligheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også