Datatilsynet venter de første GDPR-anmeldelser i marts
Datatilsynet udstikker nu en ny deadline for de første politianmeldelser af virksomheder, der ikke har levet op til EU's persondataforordning GDPR.
Over for Computerworld siger tilsynschef Jesper Husmer Vang, at anklagemyndigheden vil have anmeldleserne i hånden inden april.
"De er på trapperne, og jeg satser på, de første sager bliver sendt til anklagemyndigheden inden udgangen af marts. De sager, hvor vi mener, der skal gives bødestraf, skal overgives til anklagemyndigheden, og så er de afsluttet hos os. Så kører sagerne igennem retssystemet, og det er derfor ikke til at sige, hvornår de så er endelig afsluttet. Men jeg forventer altså, at vi får sendt de første politianmeldelser inden udgangen af marts måned," siger han til mediet.
Stor sagsbunke
Tidligere var meldingen, at anmeldelserne ville komme inden årsskiftet, men så slog tilsynet kontra og lod helt være med at udstikke en deadline. Sagsbunken var for stor, lød det.
"Vi har rigtig mange sager, og med fem mand, der sidder og behandler sager om brud på persondatasikkerheden, vil der være noget sagsbehandlingstid på det. Det er klart," sagde Jesper Husmer Vang til ITWatch.
Anmeldelserne er ventet med spænding, fordi de vil give en indikation på, hvor store konsekvenser overtrædelser af GDPR vil have for virksomhederne.
"Vi er ved at være derhenne nu, hvor der skal til at ske noget. Af hensyn til retssikkerheden har vi krav på at få svar snart, så erhvervslivet har en fair chance for at forudse konsekvenserne af et eventuelt lovbrud," har juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen eksempelvis påpeget.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.)
Juraprofessor efterlyser bøder fra vagthund: Firmaer har brug for at kende niveauet
Advokatbranchen er duksen i GDPR-klassen
Datatilsynet har udvalgt to advokatfirmaer til tilsyn
EY holder dawn raids: Ingen firmaer overholder nye dataregler 100 procent
Relaterede artikler:
Datatilsynet har udvalgt to advokatfirmaer til tilsyn
For abonnenter