Mazanti-Andersen Korsø Jensen ansætter direktør

Mazanti-Andersen Korsø Jensen har ansat en direktør til at udvikle forretningen og realisere de "ambitiøse mål for fremtiden", oplyser firmaet.
Foto: Pexels
Foto: Pexels

Advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen har hyret 41-årige Anders Thomsen som driftsdirektør (COO). Hans opgave bliver blandt andet at "lede og videreudvikle selskabets forretnings- og administrative funktioner", oplyser firmaet i en nyhed på sin hjemmeside.

Derudover skal han agere bindeled mellem bestyrelsen, der består af seks partnere med advokaten Henrik Sanders som bestyrelsesformand, og resten af virksomheden.

Den nyansatte direktør har tidligere erfaring som sekretariats- og udviklingschef på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt erfaring som administrationschef og stabschef i Region Hovedstaden fra 2012-2017, fremgår det af hans Linkedin-profil.

"Det glæder mig meget at byde Anders Thomsen velkommen som COO og som en del af vores ledelse. Vi har brug for yderligere kompetencer på de indre linjer, og Anders har et særligt godt udgangspunkt for at understøtte vores ambitioner om udviklingen af forretningen de kommende år. Han har stor erfaring fra ledende stillinger inden for administration, ledelse og organisationsudvikling, og vi er derfor overbeviste om, at han vil bidrage betydeligt til den positive udvikling, vi er inde i, og dermed realiseringen af vores ambitiøse mål for fremtiden," udtaler Henrik B. Sanders, advokat og bestyrelsesformand i Mazanti-Andersen Korsø Jensen, i nyheden på firmaets hjemmeside.

Det bliver ikke uddybet, hvilke "ambitiøse mål for fremtiden" der er tale om. Den københavnske advokatvirksomhed annoncerede i april, at firmaet sammenlægges med fynske Bonnesen Advokater.

Samtidig lød det fra bestyrelsesformanden, at væksten ikke skal stoppe der. Han ønskede dog ikke at oplyse, om det skal ske gennem flere opkøb eller ved en udvidelse af partnerkredsen. Firmaet har et mål om at forblive blandt de ti største advokatfirmaer i Danmark.

Mazanti-Andersen Korsø Jensen kom ud af seneste regnskabsperiode med et bruttoresultat på 130 mio. kr. mod 140 mio. kr. i 2017. Omsætningen for 2018 landede på 152 mio. kr. mod omkring 164 mio. kr. året forinden, viser regnskabet.

Med den fynske ekspansion og de ekstra hoveder forventer Henrik Sanders, at omsætningen vil vokse til at være i omegnen af 200 mio. kr., lød det fra formanden i starten af april.

Mazanti-Andersen Korsø Jensen beskæftiger omkring 125 ansatte i alt, heraf omkring 65 jurister. Partnerkredsen tæller 31 advokater.

Mazanti-Andersen Korsø Jensen ansætter advokat fra Bech-Bruun 

Mazanti opruster med partner fra Horten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også