Nyt KPMG-advokatfirma giver panderynker i branchen: Det er en bekymrende udvikling

Tilsynet vil holde skarpt øje med nye advokatvirksomheder som KPMG Law Advokatfirma, lyder det fra Advokatsamfundets generalsekretær (opdateret).
Andrew Crichton er generalsekretær i Advokatsamfundet. | Foto: PR / Morten Holtum
Andrew Crichton er generalsekretær i Advokatsamfundet. | Foto: PR / Morten Holtum

Opdateret kl. 12:01 med yderligere oplsyninger.

Revisions- og konsulentfirmaet KPMG har længe haft sigtekornet rettet mod markedet for juridiske ydelser uden for de danske grænser, og firmaet har på globalt plan 2400 juridiske specialister ansat. Men nu er KPMG-familien blevet udvidet i Danmark med et selvstændigt advokatfirma med navnet KPMG Law Advokatfirma.

Der har længe været en kamp mellem de store revisionshuse og advokatfirmaerne, men med KPMG Law Advokatfirma er fronterne for alvor trukket op, da de nu lægger op til en direkte krig på det, der hidtil har været set som advokaterne territorium.

Det har vakt opsigt i branchen, hvor et væld af spørgsmål dukker op. For er KPMG Law Advokatfirma i virkeligheden en forlængelse af revisionshuset KPMG – og dermed ikke uafhængig, som et advokatfirma skal være?

Advokatsamfundet vil ikke kommentere specifikt på KPMG Law Advokatfirma, men fra generalsekretær Andrew Hjuler Crichton lyder det, at organisationen holder skarpt øje med, hvem der opretter nye advokatfirmaer.

"En revisionsvirksomhed kan pr. definition og ifølge retsplejeloven ikke oprette eget advokatfirma, så derfor er vi naturligvis skeptiske og følger tæt med, i hvordan den type firmaer dannes," udtaler Andrew Hjuler Crichton i en skriftlig kommentar til AdvokatWatch.

Han henviser til, at advokatfirmaer er underlagt særlige ejerregler i Danmark, som blandt andet indebærer, at advokatfirmaer skal være ejet af medarbejdere i firmaet og at højst 10 pct. må være ejet af andre end advokater. Samtidig kan man ikke blande advokatvirksomhed med anden virksomhed, og det er også noget, man holder øje med i Advokatsamfundet.

"Det vil også altid være relevant for vores tilsyn at kigge nærmere på den type nye advokatvirksomheder, så vi er helt sikre på, at advokaterne er uafhængige og ikke står i et afhængighedsforhold til andre virksomheder," lyder det fra generalsekretæren.

Ikke særligt betryggende

Men spørgsmålet bliver, om revisionshusene i sin iver for at få en større andel af markedet for juridisk rådgivning snubler over advokatetiske regler om uafhængighed og ender i beskyldninger om interessekonflikter og dobbeltroller.

Samtidig kan man stille spørgsmålstegn ved uafhængigheden, når revisionsfirmaet KPMG og advokatfirmaet KPMG Law deler adresse.

"Advokater er underlagt meget strenge krav til uafhængighed, regler for interessekonflikter, tavshedspligt, tilsyn og andet for at beskytte klienterne. Det er revisionsvirksomheder ikke," lyder det fra Andrew Hjuler Crichton.

"De kan frit sælge juridiske ydelser til både part og modpart og videregive fortrolige oplysninger, og derfor er det ikke særligt betryggende for vores retssikkerhed, når de roller blandes sammen i en pærevælling og revisionsvirksomheder også vil være advokatvirksomheder," tilføjer han.

Det er alene den tidligere Kromann Reumert-advokat Stine Andersen, som på virksomhedsregistret står som stifter og direktør af KPMG Law Advokatfirma. Men selskaberne under KPMG-navnet lader til at være tæt knyttet og smedet sammen.

Det gør sig blandt andet gældende ved, at KPMG Law Advokatfirma til at starte med vil få en supportfunktion over for selskabet KPMG Acor Tax, og advokatfirmaet vil blandet andet arbejde på at "supplere og komplementere" den skatterådgivning, som skatterådgivningsselskabet KPMG Acor Tax yder.

Det kan eksempelvis udspille sig ved, at Stine Andersen fører en skattesag for KPMG Acor Tax ved domstolene, hvilket partnerne i KPMG Acor Tax ikke selv vil have mulighed for, de ikke er beskikkede advokater.

På kant med reglerne

Men netop det kan ende med at være en situation, der strider mod de advokatetiske regler, da klienten skal henvende sig af egen drift.

"En advokat må alene påtage sig en sag for en klient efter direkte anmodning fra klienten, fra en anden advokat på klientens vegne eller efter anmodning fra en offentlig myndighed eller andet kompetent organ," fremgår det af de advokatetiske regler.

Det er også den type situationer, som man hos Advokatsamfundet er meget opmærksom på.

"Det er generelt helt afgørende at se på, hvordan klienter beskyttes og hvem det er, der driver advokatvirksomhed. Her skal man se på, hvor kunderne kommer fra, så vi er sikre på, at kunderne henvender sig af sig selv, som reglerne foreskriver," udtaler Andrew Hjuler Crichton.

"Derudover ser vi generelt på, hvordan oplysninger beskyttes og hvem præcist der rådgiver kunderne og om honorarer deles, så vi er helt sikre på at der er vandtætte skotter," tilføjer han.

AdvokatWatch har rettet henvendelse til KPMG og KPMG Law Advokatfirma for en kommentar, men firmaerne er ikke vendt tilbage inden artiklens publicering. Onsdag lød det dog fra Henrik R. Mulvad, KPMG's adm. direktør, at firmaet er bygget op inden for de rammer, som gælder i den danske lovgivning for advokatvirksomhed.

Og på KPMG Law Advokatfirmas hjemmeside står der, at "KPMG Law er et selvstændigt dansk advokatfirma inden for KPMG-netværket".

Danske Advokater hilser KPMG velkommen

Hos brancheorganisationen Danske Advokater er man dog ikke lige så bekymret for udviklingen, og den adm. direktør Paul Mollerup hilser konkurrencen velkommen.

"Det er ikke nogen overraskelse for os, at der er bevægelse i det her marked, og de store rådgivningshuse bevæger sig ind på advokatmarkedet. Det, vi hæfter os ved nu, er, at der er et firma, som hedder KPMG Law Advokatfirma Aps, og at det skulle være oprettet efter alle kunstens regler," siger Paul Mollerup til AdvokatWatch.

Adspurgt, om han ser nogen problemer i, at KPMG Law Advokatfirma vil fungere som en supportfunktion og overtage sager fra de andre KPMG-selskaber, lyder det:

"Der foregår masser af samarbejde mellem revisorer og advokater den dag i dag, og der er ikke noget nyt i, at sager vandrer fra et revisionsfirma til et advokatfirma. Men det helt afgørende er, at man respekterer de gældende advokatregler. Det frie advokatvalg er helt uangribeligt, og man kan ikke blive tvunget til at bruge KPMG Law Advokatfirma, blot fordi man er kunde hos KPMG," siger Paul Mollerup.

"Men vi kommer til at holde et vågent øje på KPMG Law Advokatfirma for at betrygge os i, at de agerer efter reglerne, og ellers har vi jo en tilsynsmyndighed, som kan gå ind og se på det," tilføjer han.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været i gang med at kulegrave hele advokatbranchen og blandt andet se på konkurrencen, herunder hvor nemt det er for andre at komme ind på markedet. Og her kan der blive åbnet en dør for, at revisorerne kan komme tættere på advokatydelserne. Rapporten er dog af flere omgange blevet forsinket.

KPMG opretter selvstændigt advokatfirma med Kromann Reumert-advokat

PWC opbygger juridisk afdeling i Jylland med Gorrissen-advokat i spidsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også