Forsvarer: Min klient er ikke blevet afhørt om 30 milliarder

Retten på Frederiksberg har afvist at lægge sager om hvidvask sammen. Det kunne trække afgørelse i langdrag.
Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
RITZAU

Forsvareren for den litauiske kvinde, der sigtes for at have hvidvasket omkring 30 milliarder kroner, undrer sig over forløbet i sagen.

Advokat Ulrik Sjølin Pedersen oplyser, at han pr. mail blev bedt om at orientere sin klient om sigtelsen.

Det skete i oktober. Det var ikke besværligt at få den overbragt, for kvinden sidder varetægtsfængslet i en anden sag om hvidvask. Her har anklagemyndigheden rejst tiltale, og her er beløbet på 166 millioner kroner.

"Man kan godt ryste lidt på hovedet over, at en så alvorlig sigtelse om 30 milliarder overbringes via forsvareren," siger Ulrik Sjølin Pedersen.

Han tilføjer, at han fra Bagmandspolitiet kun har fået udleveret relativt få bilag om sagen. Endnu er hans klient, 46-årige CC, ikke blevet afhørt om sigtelsen. Hun nægter sig skyldig.

I begyndelsen af måneden blev sagen om de 166 millioner indledt ved Retten på Frederiksberg. En russisk tolk har siddet klar ved hendes side. Under de første retsmøder demonstrerede hun dog, at hun tilsyneladende forstår en hel del af, hvad anklagerne siger.

Igen og igen rystede hun på hovedet, og af og til virkede hun vred og oprevet over nogle udsagn.

CC har været administrator i en lang række selskaber, og straffesagen om de 166 millioner kroner drejer sig om transaktioner i fire selskaber, hvoraf hun selv ejer det ene.

"Der var tale om fiktive selskaber, som var tomme skaller, hvis primære formål var at kanalisere sorte penge gennem Danmark og videre til udlandet," sagde anklager Rasmus Maar Hansen i retten, da han præsenterede sagen.

Advokat Ulrik Sjølin Pedersen bad i december om at få lagt de to sager sammen. Men retten sagde nej.

Den nye sag om det meget store beløb befinder sig endnu på et tidligt efterforskningsmæssigt stadie. En sammenlægning vil betyde en "væsentlig forhaling af den berammede sag", hed det. Den mindre sag ventes at slutte i marts.

I øvrigt har retten afvist et ønske om yderligere 19 vidner fra forsvarerne. Ud over CC er en bogholder, kvindens søn samt de fire selskaber tiltalt.

I et af de første retsmøder erkendte anklagerne, at de egentlige bagmænd formentlig befinder sig i Letland og andre steder.

Bagmandspolitiet indledte efterforskningen på grund af en underretning fra Nykredit Bank om mulig hvidvask. Undervejs blev der foretaget aflytninger.

CC har tidligere arbejdet hos Dan Consulting Strand House, som af dagbladet Børsen er blevet betegnet som en firmafabrikant, der især har betjent østeuropæiske selskaber med behov for anonyme skuffeselskaber.

I mange år havde det adresse på Nybrogade i København. Berlingske har tidligere berettet, at flere kommanditselskaber var hjemmehørende samme sted.

Den nye sigtelse om 30 milliarder handler om aktiviteter i netop kommanditselskaber, som sendte penge gennem Danske Banks filial i Estland.

/ritzau/

Medie: Bagmandspolitiet står til hård kritik for hvidvaskindsats

Forsvarsadvokater kritiserer Bagmandspolitiet i hvidvasksag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også