Advokater genåbner undersøgelse af Danske Bank

Advokater fra Bruun & Hjejle har allerede i en undersøgelse af den omfattende sag om hvidvask i Danske Banks estiske afdeling givet deres bud på, hvem der havde ansvaret for skandalen. Men nu har advokaterne tilsyneladende fundet grund til at se en ekstra gang på forløbet.
Berlingske skriver, at advokaterne i minimum ét tilfælde har åbnet et såkaldt tillæg til undersøgelsen, en øvelse som hvidvaskekspert hos Revisorjura.dk, Jakob Dedenroth Bernhoft, kalder for "overraskende". Bruun & Hjejle fremlagde sin undersøgelse i september 2018, men nu har advokaterne ifølge Berlingske henvendt sig til en række personer omkring fyringen af detektivfirmaet Parsifal Services, som Danske Bank i 2014 havde ansat til at undersøge mistænksomme forhold i Danske Banks estiske afdeling.
"Det virkede som om, advokaterne havde vendt mange sten i den her meget lange rapport, der kom sidste år. Men nu mener man åbenbart pludselig, der stadig er noget, der skal undersøges," siger Jakob Dedenroth Bernhoft til Berlingske og tilføjer, at der ikke er nogen grund til at undersøge sagen igen, hvis advokaterne er sikre på konklusionen.
Bruun & Hjejle undersøger forløbet i samarbejde med Danske Banks amerikanske advokater fra advokatfirmaet Sullivan & Cromwell.
Private investorers søgsmål mod Danske Bank rammer 300 tilmeldte
Compliance-boom fortsætter: "Der er yderligere stramninger på vej"
Søgsmålene mod Danske Bank kan passere 10 mia. kr. – få overblikket her