Vestager taber og vinder skattesager om kaffe og biler

EU-domstolen har behandlet ankesager fra bilfabrikanten Fiat Chrysler og kaffekæden Starbucks, hvis særlige skatteaftaler i henholdsvis Luxembourg og Holland ifølge EU-Kommissionen var at regne som ulovlig statsstøtte.
Margrethe Vestager. | Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
Margrethe Vestager. | Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380
Af Ritzau

Margrethe Vestager har de seneste fem år vundet sig et ry for at slå hårdt til mod store og små virksomheders særlige aftaler med EU-lande om at lette deres skattebyrde.

Tirsdag er to af disse sager blevet prøvet ved EU-Domstolen, og EU's danske konkurrencekommissær får ret i den ene og uret i den anden.

En særlig skatteaftale, som kaffekæden Starbucks indgik med Holland, var ulovlig statsstøtte, slog EU-Kommissionen fast i 2015.

Men Vestagers folk har ikke været i stand til at løfte bevisbyrden. Sagen mod Holland og Starbucks afvises, hedder det i den ene afgørelse.

"Kommissionen har ikke været i stand til at bevise, at Starbucks havde en fordel," skriver domstolen i en pressemeddelelse om afgørelsen.

Kommissionen havde krævet, at Holland skulle inddrive yderligere 30 millioner euro fra Starbucks i tabte skatteindtægter.

I en anden sag stadfæster EU-Domstolen en skatteafgørelse mod Fiat Chrysler. Den gik på, at Luxembourg skulle kræve 30 millioner euro fra bilfabrikanten.

"I dagens afgørelse afviser EU-Retten sagen, og den bekræfter EU-Kommissionens afgørelse som gyldig," hedder det.

30 millioner euro svarer til 224 millioner kroner.

Margrethe Vestager argumenterede i 2015, at skatteaftalerne i Holland og Luxembourg kunstigt bidrog til at sænke de to virksomheders skattebyrde.

EU-Kommissionen har ikke truffet beslutning, om sagen mod Holland og Starbucks skal ankes.

"Dagens dom giver vigtig vejledning til, hvordan EU's statsstøtteregler skal håndhæves på skatteområdet. Samtidig har alle sager særlige forhold, og de involverer komplekse juridiske spørgsmål," siger Margrethe Vestager i en skriftlig udtalelse.

Kommissionen vil nu nærlæse dommen grundigt, siger kommissæren.

De to afgørelser falder, mens EU-Domstolen brygger på endnu en dom – i en helt anden liga. Det er afgørelsen om, at Irland skal inddrive yderligere 13 milliarder euro fra Apple.

Den handler også om ulovlig statsstøtte, og domstolen holdt i sidste uge en høring i sagen.

Her sagde en advokat for Apple, at skatteafgørelsen "var i strid med virkeligheden og al sund fornuft", da den ifølge ham ville betyde, at Apples aktiviteter i Irland tegnede sig for næsten alle Apples indtægter uden for USA.

Apple-advokater i kamp for at undgå Vestagers skattesmæk  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også