Radikale: Telesag udvikler sig til historisk retsskandale

Rigspolitiet får en hård medfart efter teleafsløringer af flere politikere, skriver Berlingske.
Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Flere partier hen over midten kritiserer Rigspolitiet for ikke at have oplyst Justitsministeriet øjeblikkeligt om den såkaldte telesag, hvor 10.700 straffesager skal gennemgås for systemfejl i teleoplysningerne.

Det skriver Berlingske.

I februar blev Rigspolitiet for alvor klar over systemfejlene i teledata, men det var først dagen efter Folketingsvalget, 6. juni, at Justitsministeriet blev orienteret.

De Radikale mener, at fejlen overhovedet kunne finde sted, var nok til, at ministeren skulle have fået det at vide.

"Efterhånden synes jeg på baggrund af de nye oplysninger, der er kommet, at det her har udviklet sig til, at det er en historisk retsskandale," siger retsordfører for De Radikale Kristian Hegaard til Ritzau.

Han kalder det "meget påfaldende", at ministeriet ikke fik øjeblikkeligt besked.

"Det tyder på, at der er gået politik over borgernes retssikkerhed. Man skal hellere betænke borgernes retssikkerhed, fremfor hvornår der er Folketingsvalg," siger Kristian Hegaard.

Han får ifølge Berlingske opbakning hos Venstre, SF og Enhedslisten, som alle mener, at justitsministeren burde have været underrettet i det øjeblik, Rigspolitiets it-fejl blev konstateret.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), kritiserer også forløbet.

"Det er jo en skandale af dimensioner, og der virker det dybt betænkeligt, hvis man ikke har informeret ministeriet og ministeren – og dermed også Folketinget og Retsudvalget," siger han til Berlingske.

Rigspolitiets fejlagtige oplysninger betyder, at uskyldige kan være dømt. Fejlen blev ifølge Rigspolitiet rettet 8. marts.

Det er tidligere kommet frem, at politiet på baggrund af it-fejlen skal i gang med at gennemgå 10.700 straffesager i perioden fra 2012 til 2019.

Det er sager, hvor teleoplysninger indgår, og hvor de forkerte registreringer kan have ført til fejl i sagsbehandlingen.

Ny justitsminister Nick Hækkerup (S) har bestilt en uvildig undersøgelse af hele forløbet. Den lander i september.

Minister udpeger gruppe der skal kulegrave teledatasagen

Mangelfulde data åbner nyt kapitel i teledata-skandale

Justitsminister: Ingen er fredet i teledatasag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også