Specialister i udbudsret: Kommune har hyret advokatfirma i strid med udbudsloven

Københavns Kommune har hyret advokatfirmaet Nielsen Nørager for 14,8 mio. kr. uden at sende advokatopgaverne i udbud, skriver B.T. Det er i strid med udbudsreglerne, konkluderer specialister i udbudsret. Københavns Kommune afviser at have brudt reglerne.
Foto: Ritzau Scanpix/Stine Tidsvilde
Foto: Ritzau Scanpix/Stine Tidsvilde

Teknik- og Miljøforvaltningen i København har hyret advokatfirmaet Nielsen Nørager med advokat og partner Anders Valentiner-Branth i spidsen for 14,8 mio. kr. uden at sende advokatopgaverne i udbud. Det er i strid med udbudsloven, konkluderer tre specialister i udbudsret over for B.T. Københavns Kommune fortæller i et svar til avisen, at visse advokatydelser er undtaget udbudspligten.

"Det er muligt, at enkelte advokatydelser kan være undtaget udbudspligt, men i praksis arbejder advokaten her som kommunens faste advokat, der løbende får opgaver. Og det kræver et udbud," siger lektor Carina Risvig Hamer, der er lektor ved Juridisk Institut ved Syddansk Universitet og specialiseret i blandt andet udbudsret, til B.T.

Kenneth Skov Jensen, der er kontorchef i Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen og specialiseret i udbud, og Bent Greve, professor i samfundsvidenskab fra Roskilde Universitet, konkluderer ligeledes at kommunen har handlet i strid med loven ved ikke at sende opgaverne i udbud. Bent Greve kritiserer desuden, at Københavns Kommune og Nielsen Nørager ikke har en skriftlig aftale på indkøbet af advokatydelser for mange millioner kroner. Den mundtlige aftale mellem advokat Anders Valentiner-Branth lyder ifølge B.T. på en timepris på 2350 kr.

"Teknik-og Miljøforvaltningen har ikke indkøbt advokatbistand i strid med udbudsloven, og vi vurderer, at der er en række forhold, eksperterne ikke er gjort opmærksom på. Eksempelvis er valget af advokat ikke underlagt udbudsreglerne, hvis der er tale om køb af advokatbistand i forbindelse med en retssag, der er anlagt eller vil blive anlagt. Vi vurderer, at op imod 70 pct. af udgifterne vedrører denne type sager," skriver Anne Schou Johansen, vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, til B.T. Mediet har ikke modtaget dokumentation for de 70 pct.

Hverken Carina Risvig Hamer, Kenneth Skov Jensen eller Bent Greve ændrer deres vurdering, efter B.T. har forelagt dem kommunens svar. Advokat Anders Valentiner-Branth afviser selv, at Nielsen Nørager er blevet husadvokat for Københavns Kommune. Da Anders Valentiner-Branth for tre år siden skiftede fra Horten til Nielsen Nørager overgik advokatopgaverne også fra Horten til Nielsen Nørager. Dette er også i strid med reglerne, siger lektor Carina Risvig Hamer til mediet.

Advokatfirma skal undersøge gebyropkrævning i København

Bech-Bruun undersøger sag om inhabilitet i Københavns Kommune 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også