Kurator i konkursramt firma efter svindelsag: Forhandlingen intensiveres

Kornhandelsvirksomheden BMG er tæt på at blive solgt, oplyser kurator til Børsen. BMG blev erklæret konkurs i slutningen af januar efter en større svindelsag.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den danske kornhandelsvirksomhed Blach & Møller Gruppen (BMG) blev erklæret konkurs i slutningen af januar, efter en større svindelsag, der ifølge BMG involverede et tocifret milliontab. Siden da har kurator Søren Christensen Volder, der er partner i Bech-Bruun, ledt efter købere til resterne i konkursboet.

11 interesserede kandidater meldte sig til at starte på, og forhandlingen er nu intensiveret og antallet er indsnævret til ganske få, oplyser kurator til Børsen. Forventningen er, at en aftale falder på plads i løbet af næste uge.

"Det er etablerede spillere i markedet, vi forhandler med. Det er ikke to friske CBS-fyre, der vil starte noget op," siger Søren christensen Volder til Børsen.

Konkursen kan komme til at påvirke op mod 100 landmænd, der står over for et stort milliontab. Landmændene kan ende i en situation, hvor de ender med ikke at få afregning for deres korn eller har forudbetalt for gødning, de ikke kommer til at modtage, har kuratoren tidligere oplyst til avisen.

EY undersøger svindel

Det er revisionsfirmaet EY, der ifølge mediet er blevet hyret ind for at undersøge svindlen i firmaet, og EY vil også undersøge, om der er grundlag for at rejse krav mod andre i Blach & Møller Gruppen.

Jens Møller, der er medindehaver og direktør i BMG, blev politianmeldt i slutningen af januar, og BMG konstaterede i en meddelelse dagen efter, at der i dagene op til politianmeldelsen er "konstateret alvorlige uregelmæssigheder i virksomhedens handler".

"Det medfører, at virksomheden er blevet insolvent. Virksomhedens ene ejer og direktør Jens Møller har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer. Disse fiktive transaktioner har medført et betydeligt tocifret milliontab," lød det fra BMG i en pressemeddelelse.

Jens Møllers advokat sendte efterfølgende en udtalelse ud til medierne, der lød:

"Jeg er forfærdelig ked af de konsekvenser, som mine handlinger har medført. BMG A/S var grundet markedets udvikling endt i en svær situation. Mine intentioner har alene været, at virksomheden skulle overleve, så arbejdspladserne og min kompagnons og mit livsværk kunne bestå."

Torben Korsager fra det aarhusianske advokatkontor Interlex er også kurator i sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også