Kurators oprydning i konkursramt medicinalfirma trækker ud

Det er ikke lykkedes kurator Pernille Bigaard fra Plesner at komme i mål med oprydningen efter medicinalfirmaet Europharma i 2018, som det var planen. Varelageret volder problemer i konkursboet, hvor kreditorerne har anmeldt krav for over 100 mio. kr. Tidligere kurator blev beskyldt for at være inhabil.
Pernille Bigaard leder Plesners team for insolvens og rekonstruktion og er en af landets mest erfarne konkursadvokater. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Pernille Bigaard leder Plesners team for insolvens og rekonstruktion og er en af landets mest erfarne konkursadvokater. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Det tager længere tid end forventet at få ryddet op efter det skandaleramte medicinalfirma Europharma, som blev erklæret konkurs i februar sidste år. 

Det fremgår af en redegørelse fra kurator Pernille Bigaard til selskabets kreditorer, skriver Jydskevestkysten.

Planen var, at konkursboet efter det esbjergensiske firma skulle være gjort op i 2018, men det er ikke lykkedes for den rutinerede insolvensadvokat fra Plesner.

Det skyldes især problemer med varelageret, hvor myndighederne har bremset salget af lægemidler, som er ompakket af Europharma. Ifølge Plesner-advokat Michala Roepstorff, der sammen med Pernille Bigaard varetager konkursboet, drejer det sig om lidt under halvdelen af det samlede varelager, der ifølge skifteretten i Esbjerg havde en samlet værdi af 50 mio. kr.

Af kuratorens redegørelse fremgår det, at der indtil videre er anmeldt krav fra selskaber for 104 mio. kr., og selv om det tal vil falde, når kravene og salgene fra varelageret er opgjort, vil der formentlig ikke være penge nok til at betale alle kreditorerne deres fulde krav.

"I øjeblikket ser der ud til at være et stort tab for kreditorerne. Nærmere kan jeg ikke komme det. Det afhænger også af, hvad der sker fremadrettet," siger Michala Roepstorff til JydskeVestkysten.

Hun forventer, at konkursboet kan lukkes ned i 2019.

Tidligere kurator trak sig

Konkursboet har tidligere været præget af uro. Tvivl om habiliteten hos den tidligere kurator, advokat Jørgen Makholm, der sad som bestyrelsesformand i Europharma, fik skifteretten i Esbjerg til at indsætte Pernille Bigaard som en ekstra kurator, inden Jørgen Makholm i sidste ende trak sig.

Europharma, som har fremstillet og solgt parallelimporterede lægemidler og medicin, gik konkurs for knap et år siden efter en række uheldige sager – blandt andet med fratagelse af medicinal-tilladelser af Lægemiddelstyrelsen og udskiftning af topledelsen.

Pernille Bigaard skal rydde op i skandaleramt medicinalfirma  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også