Skat og Kammeradvokaten taber sag om 245 mio. kr. til Kasi-Jesper og DLA Piper

Et langvarigt millionslagsmål mellem Skat og Jesper "Kasi" Nielsen fik torsdag sin ende i Højesteret, hvor advokat Jon Lauritzen hev en sejr hjem for erhvervsmanden over Skat og Kammeradvokatens advokat Bodil Søes Petersen.
Jesper "Kasi" Nielsen og hans advokat Martin Kenneth Jensen kunne torsdag gå fra Højesteret som vindere i en sag mod Skat om 245 mio. kr. | Foto: MARKUSSEN TOBIAS SELNÆS
Jesper "Kasi" Nielsen og hans advokat Martin Kenneth Jensen kunne torsdag gå fra Højesteret som vindere i en sag mod Skat om 245 mio. kr. | Foto: MARKUSSEN TOBIAS SELNÆS
AF JESPER OLESEN

Højesteret giver Jesper "Kasi" Nielsen ret i endnu en opsigtsvækkende sag mod de danske skattemyndigheder og dermed en ny afgørelse i de to parters langvarige slagsmål.

I januar 2018 gav Østre Landsret ellers Skat medhold i den aktuelle skattesag om 245 mio. kr. Den afgørelse har Jesper Nielsen, som i dag driver smykkeselskabet Amazing Jewelry, derfor sendt til ny vurdering i Højesteret, der torsdag middag har afsagt dom.

Skat havde krævet det store millionbeløb efter en omstrukturering, som Jesper Nielsens daværende selskab - Kasi - og smykkegiganten Pandora gennemførte i 2009 og 2010.

De to parter stiftede dengang et fælles selskab, Pandora Jewelry Central Western Europe (Pandora CWE), og indskød salgsaktiviteter fra en række lande. Indtil da havde Kasi haft eneret til at sælge Pandora-smykker i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Skat gav grønt lys til at gennemføre manøvren skattefrit, fordi de to virksomheder ifølge eget udsagn ønskede et tættere samarbejde.

Men mindre end et år senere, solgte Kasi sine aktier i det nye selskab til Pandora i forbindelse med smykkekoncernens børsnotering i oktober 2010. Skat mente, at det lignede skatteundgåelse, at der blev rejst en sag.

Det var Østre Landsret enig i og lagde vægt på det meget korte tidsforløb fra omstruktureringen til salget.

I torsdagens dom fastslår Højesteret dog, at "tilførsel af aktiver havde ikke som hovedformål eller som et af hovedformåle­ne skatte­und­­dra­gel­se eller skatteundgåelse, og Skat var derfor ikke berettiget til at tilbagekalde til­la­delse til skattefri aktivtilførsel."

Sagen bygger på, at Kasi ApS solgte sine aktier i Pandora CWE i en handel, hvor Kasi fik 385 mio. kr. udbetalt med det samme, mens resten skulle betales i 2015 og opgøres med udgangspunkt i Pandora CWE's performance.

Skats krav på 245 mio. kr. er opgjort med udgangspunkt i en samlet værdisætning af salgsaftalen på knap 1 mia. kr., men Kasi har aldrig fået mere end de 385 mio. kr., fordi Pandora CWE først begyndte at tjene penge i 2016.

Skattesagen er den anden store skattesag, som Jesper Nielsen og hans familie har udkæmpet inden for kort tid.

I november 2017 fik Kasi-familien medhold i Østre Landsret i en meget omtalt sag om kæmpe millionsponsorater, som Kasi ApS havde tegnet med Brøndby IF og AG København.

Skat hævdede, at Kasi havde tegnet sponsoraterne for at tilgodese familiens private interesser, og derfor skulle den beskattes, som om den selv havde fået pengene udbetalt. Skat tabte sagen, og opgav siden at anke den dom til Højesteret.

Pensioneret højesteretsdommer skal afgøre milliardslagsmål mellem Kasi-Jesper og Pandora 

Advokat venter flere opgør om virksomheders skat 

Advokat fyrer pensionsfonde som klienter i milliardslagsmål med det danske skattevæsen 

Kammeradvokaten spiller nøglerolle i finansspekulants skattesag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også