Finansiel Stabilitet vil have advokat til at granske kollapset andelskasse

Statens skraldespandsselskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet, vil igangsætte en advokatundersøgelse for at kortlægge forholdene i Københavns Andelskasse.
Det skriver Børsen, efter at Finansiel Stabilitet i sidste uge overtog den hårdt pressede bank.
"Undersøgelsen skal kortlægge, om der er sket ansvarspådragende handlinger, som nogen kan gøres erstatningsansvarlige for," siger Henrik Bjerre-Nielsen, adm. direktør i Finansiel Stabilitet og ny bestyrelsesformand i Københavns Andelskasse, til Børsen.
Det er ikke besluttet, hvilket advokatfirma, der får opgaven. Advokatundersøgelsen skal ikke se på mulige strafbare forhold, den opgave ligger hos Finanstilsynet, der i forvejen har politianmeldt banken for brud på hvidvasklovgivningen.
Lille forsikring
Ifølge Børsens oplysninger har Københavns Andelskasse, der ved udgangen af 2017 havde en balance på 370 mio. kr og 13 ansatte, tegnet en bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikring på 10 mio. kr., hvilket branchekendere over for avisen vurderer som et meget lille beløb. Tidligere ledelsesmedlemmer kan derfor komme til at hænge på den del af et eventuelt erstatningskrav, der overstiger 10 mio. kr.
”Det er Finanstilsynets erfaring, at sådanne forretninger er forbundet med en høj risiko for hvidvask og terrorfinansiering,” vurdrerer Finanstilsynet, der ifølge Børsen i sin inspektionsrapport konkluderer, at tusindvis af mistænkelige transaktioner er gået gennem Københavns Andelskasse uden at blive tilstrækkeligt kontrolleret.
Aktionær pressede banken
Ifølge Børsen vurderer Finanstilsynet også, at betalingsvirksomheden Clearhaus, der indtil foråret var stor aktionær i banken, har presset banken til at øge forretningen med udenlandske overførsler, uden at bankens ledelse gennemførte en tilstrækkelig analyse af risikoen.
Clearhaus forlod Københavns Andelskasses ejerkreds i foråret. Hovedaktionær er nu Acea Capital, hvis formand er advokat Morten Schwartz Nielsen fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager. I maj blev Morten Schwartz Nielsen også udpeget som ny formand for Københavns Andelskasse, og han var overbevist om at det ville lykkes at bringe banken på ret køl. Men torsdag oplyste statens selskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet, at det har overtaget kontrollen med Københavns Andelskasse, og bestyrelsen blev i den forbindelse afsat.
Domstolsstyrelsen ser på midlertidige ansættelser til dommerfuldmægtige
Anklager overrasket over frifindelse: Vi har efterforsket efter alle kunstens regler
Atea rettede ind efter henvendelse fra Kammeradvokaten
Her er advokatfirmaerne, der styrer de danske børsnoteringer