20 advokater håndterer halvdelen af samtlige konkursboers aktiver

Selv om flere hundrede advokater herhjemme beskæftiger sig med insolvens, er det en lille gruppe af advokater, der hersker på området, viser nye tal, som mediet Insidebusiness bringer.
Pernille Bigaard fra Plesner er den kurator, der volumenmæssigt behandler næstflest konkurser. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Pernille Bigaard fra Plesner er den kurator, der volumenmæssigt behandler næstflest konkurser. | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Når aktiver skal findes og fordeles efter en konkurs, falder kreditorernes valg ofte på personer fra den samme lille kreds af advokater, viser en gennemgang, som mediet Insidebusiness har foretaget af 45.657 konkurssager i Danmark de seneste otte år.

Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, Pernille Bigaard fra Plesner og Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert er således blandt de 20 kuratorer, der har haft flest aktiver under behandling i perioden. Tilsammen har de 20 kuratorer behandlet konkursboer med aktiver for 211 mia. kr., hvilket svarer til 50 procent af alle konkursboernes samlede aktiver, skriver Insidebusiness, der baserer sig på tal fra dataleverandøren Bisnode.

"Hvis du spørger mig, er der faktisk ret hård konkurrence på området, men det er en relativt lille del af det samlede antal aktører, der kan løfte de store sager. For det kræver, at du dels har specialviden og kompetencer på området, dels at du også i særdeleshed har ressourcerne til at løfte opgaven. Sidder man på et tomandskontor et sted og behandler konkursboer, så er der også en ressourcemæssig udfordring, hvis man bliver kastet ud i en meget stor sag," siger Boris Frederiksen til mediet.

Han tegnede sig sidste år alene for 33 procent af konkursboernes samlede aktiver, mens han i perioden 2010 til 2018 har bestyret samlet 25 procent af alle konkursboers aktiver, men over for Insidebusiness afviser han, at det er udtryk for et konkurrenceproblem, men derimod at han ligesom andre store huse har vundet store sager.

Heller ikke Danske Advokaters adm. direktør Paul Mollerup mener, at tallene er udtryk for et konkurrenceproblem, mens lektor på Syddansk Universitet Frederik Waage peger på, at når eksempelvis Plesner stiller med Pernille Bigaard, er det ikke kun hende, der kommer til at behandle boet. Ofte er hele kontoret i sving, lyder det.

Kurator i svindelramt konkursbo står med langt større gæld end ventet

Kurator kommer efter Falck med erstatningskrav

Styrelse opretter nyt advokatpanel med faste kuratorer

Kurators oprydning i konkursramt medicinalfirma trækker ud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også