Juraprofessor: Uklarheder i Samsam-sag "kalder" på undersøgelseskommission

Ifølge en ny bog om Ahmed Samsam-sagen har PET ændret i hemmelig notits, hvor der stod, at Samsam skulle hjælpes hjem.
"Det er jo politisk bestemt, at man ikke vil undersøge det her område. Men der er bare så mange uklarheder omkring Justitsministeriets optræden, at det efter min opfattelse kalder på en undersøgelseskommission," siger juraprofessor Frederik Waage til Ritzau. | Foto: Gregers Tycho
"Det er jo politisk bestemt, at man ikke vil undersøge det her område. Men der er bare så mange uklarheder omkring Justitsministeriets optræden, at det efter min opfattelse kalder på en undersøgelseskommission," siger juraprofessor Frederik Waage til Ritzau. | Foto: Gregers Tycho
Af Ritzau

En hemmelig notits om den terrordømte Ahmed Samsam, som i 2018 blev sendt fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) til Justitsministeriet, vækker opsigt på Christiansborg.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Steffen Larsen (LA), mener således, at notitsen, der trækker tråde til Justitsministeriets departement, understreger behovet for en dybere undersøgelse.

Det siger han til Berlingske.

Ifølge en ny bog skrevet af Ahmed Samsam og Berlingske-journalist Jens Anton Bjørnager aftalte afdelinger i PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) på et møde 18. juli 2018, at Samsam skulle hjælpes til Danmark.

En notits om mødet blev sendt til Justitsministeriet i august 2018. Men i november sendte PET en ”revideret version af den oprindelige notits”, lyder det.

Det hævdes i bogen, at den nye version var identisk med den første, men afsnittet om, at Samsam skulle hjælpes hjem, var væk.

”Det lyder lidt vildt. Det er ikke til at vide, hvad der ligger bag ændringen i notitsen. Men det må stå til troende, at PET’s første notat var det rigtige,” siger Steffen Larsen til Berlingske.

”Om de så har fået gode argumenter, eller om de er blevet banket på plads, er heller ikke til at vide,” siger han.

Steffen Larsens synspunkt bakkes op af Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

”Det er jo politisk bestemt, at man ikke vil undersøge det her område.”

”Men der er bare så mange uklarheder omkring Justitsministeriets optræden, at det efter min opfattelse kalder på en undersøgelseskommission,” siger Frederik Waage til Ritzau.

For lidt over to måneder siden blev SVM-regeringen og SF enige om, at Samsam-sagen skal undersøges.

Men det bliver ikke en del af den kommission, som skal granske FE-sagen og de nu droppede tiltaler mod FE-chefen Lars Findsen og den tidligere Venstre-profil Claus Hjort Frederiksen for læk af statshemmeligheder.

I stedet skal undersøgelsen af Samsam-sagen foretages af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, hvor der herefter skal afrapporteres til Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.

Tilsynet vil - når rammerne for et styrket tilsyn er på plads - blive anmodet om at undersøge, om efterretningstjenesternes eventuelle ageren i Samsam-sagen ligger inden for de retlige rammer og retningslinjer, der var gældende på daværende tidspunkt.

Undersøgelsen omfatter således ikke det politiske niveau, herunder Justitsministeriets ageren.

”Jeg synes, det er svært at forklare for offentligheden, at man ikke vil undersøge spørgsmålet, når man kan konstatere, at Justitsministeriets departement har været så dybt involveret,” siger Frederik Waage.

”Man har koblet hele det politiske niveau af. Og så får man her dokumentation på skrift for, at det politiske niveau rent faktisk er involveret.”

Også Enhedslisten retsordfører, Rosa Lund, og Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, mener, at oplysningerne fra bogen gør, at den nuværende aftale om en undersøgelse ikke er tilstrækkelig.

Berlingske har spurgt Justitsministeriet, hvorfor delen om at sikre Samsams hjemkomst blev fjernet fra notitsen.

Men justitsminister Peter Hummelgaard (S) har ingen kommentarer til de konkrete spørgsmål, lyder det.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel for terror i Spanien. Senere blev han overflyttet til afsoning i Danmark, hvor Retten i Glostrup ændrede dommen til en dom på seks års fængsel.

Samsam hævder, at han har arbejdet for de danske efterretningstjenester som agent. Det har hverken PET eller FE ønsket at be- eller afkræfte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter