Samsams advokat kalder ny undersøgelse hold-kæft-bolsje

Samsams advokat, Erbil Kaya, undrer sig over, hvad en ”lukket” undersøgelse af Samsam-sagen skal bruges til.
"Det er en eller anden form for syltekrukke, hvor man prøver at vise, at man gør noget i sagen, og så ender det i absolut ingenting," siger Ahmed Samsams advokat Erbil Kaya. | Foto: Stine Bidstrup
"Det er en eller anden form for syltekrukke, hvor man prøver at vise, at man gør noget i sagen, og så ender det i absolut ingenting," siger Ahmed Samsams advokat Erbil Kaya. | Foto: Stine Bidstrup
AF RITZAU

SF er gået sammen med regeringen om undersøgelse af både FE-sagen og den såkaldte Samsam-sag.

I første omgang en opmuntrende besked for Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, men med et blik nærmere på selve aftaleteksten mellem partierne blev humøret et andet.

”Så er det deprimerende læsning for mig at se. Det hele skal foregå bag lukkede døre,” siger han og undrer sig over, hvad den overhovedet så skal bruges til.

Selve undersøgelsen skal foretages af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), som, Kaya pointerer, er helt lukket. Herefter skal der afrapporteres til udvalget for efterretningstjenesterne.

”Det er også lukket, og medlemmerne har tavshedspligt. Man kan hverken drage nogle konklusioner eller handle på det. Det er en eller anden form for syltekrukke, hvor man prøver at vise, at man gør noget i sagen, og så ender det i absolut ingenting,” siger han.

For ham at se er det et ”hold-kæft-bolsje” til journalister og personer, der vil have sandheden frem i sagen.

Netop af den grund ser han for sig, at når man i fremtiden vil have Samsam-sagen åbent undersøgt, vil man blive affejet med, at det jo er blevet undersøgt.

”Vi kommer jo ikke til at få svar på noget som helst,” siger han.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel for terror i Spanien.

Siden den spanske retssag begyndte, har Ahmed Samsam hævdet, at han har arbejdet for de danske efterretningstjenester, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som agent.

Ifølge Ahmed Samsam har han arbejdet for tjenesterne under rejser til Syrien.

Det har hverken PET eller FE ønsket at bekræfte eller afkræfte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter