Regeringen støtter nu undersøgelse af FE-sag

Der må ikke herske tvivl om, at alt er foregået efter bogen ifølge justitsminister, der ønsker undersøgelse. Også Enhedslisten vil nu have en undersøgelseskommission til at kigge nærmere på FE-sagen.
”Der er en usikkerhed ved, om alt er foregået efter bogen” blandt øvrige partier, udtaler | Foto: Frank Cilius// str
”Der er en usikkerhed ved, om alt er foregået efter bogen” blandt øvrige partier, udtaler | Foto: Frank Cilius// str
Ritzau

Regeringen støtter nu at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen mod den tiltalte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen. Hidtil har regeringen ellers holdt muligheden ud i strakt arm.

Den nye melding skyldes, at ”der er en usikkerhed ved, om alt er foregået efter bogen” blandt øvrige partier.

Det må der ikke være, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) fredag eftermiddag på et kort pressemøde foran Christiansborg.

- Begynder der at opstå usikkerhed, mener vi, at det kan være fornuftigt, at der bliver nedsat en kommissionsundersøgelse for at få gennemlyst af uafhængige folk, hvordan hele forløbet har været.

- Det er klart, at det skal ske, efter at den straffesag er afgjort ved domstolene, siger justitsministeren.

Den hjemsendte spionchef Lars Findsen udgav under valgkampen uden varsel torsdag en bog, hvor han fortæller sin version af FE-sagen.

I bogen langer han ud efter den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen (S).

På et møde begrundede forsvarsministeren - ifølge spionchefen - hjemsendelserne med, at regeringen kunne få et politisk flertal imod sig. Det skete efter skarp kritik af efterretningstjenesten fra et tilsyn.

Siden frikendte tre landsdommere ledelsen fra anklagerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Da bogen udkom torsdag, krævede blå blok straks en kommissionsundersøgelse, mens rød blok ville afvente en dom, før den eventuelt ville se på en undersøgelse.

Men fredag middag krævede De Radikale nu i stedet, at sagen skulle undersøges, når retssagen er afgjort.

Og nu er regeringen også vendt, efter at der tegnede sig et flertal.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi selvfølgelig lytter til, hvad De Radikale har sagt i dag, og hvad de borgerlige har sagt et stykke tid, siger Tesfaye.

Enhedslisten vil nu også have en undersøgelse. Det siger politisk ordfører Mai Villadsen.

- Vi ser gerne en uvildig undersøgelse af forløbet i denne sag. Det er en meget alvorlig sag, og der er rejst nogle meget alvorlige anklager. Så det vil være klogt at komme til bunds og få denne sag undersøgt, siger hun.

Dermed er der et solidt flertal for at undersøge sagen, der kan tage årevis og vil foregå udenom offentligheden.

I ministeransvarlighedsloven er der en forældelsesfrist på fem år. Sagen udsprang i august 2020, da tilsynet kom med sin kritik i en pressemeddelelse.

Det kan få betydning, hvis der skal drages et politisk ansvar.

Regeringen vil afvente retssagen. Justitsministeren afviser på grund af tavshedspligten at forholde sig direkte til, hvorfor den politiske del ikke kan adskilles fra den juridiske og undersøges med det samme.

Tesfaye ser det ikke som en politisk sag, uddyber han.

SF afviste torsdag en undersøgelse og ville lade sagen gå sin gang ved domstolene.

Radikale kræver nu en kommissionsundersøgelse af FE-sag

Støttepartier afviser at kommentere Findsen-anklager i bog

Alle borgerlige partier ønsker kommissionsundersøgelse af FE-sag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også