Støjberg-advokat revser borgerlige partiers rigsretstrusler

Det er "useriøst" og "skadeligt for grundlæggende demokratiske værdier", at Venstre og De Konservative sidste år stemte for et beslutningsforslag om en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S) i minksagen, siger advokat René Offersen til Politiken.
Advokaten, der netop har spillet en hovedrolle i Rigsretten som forsvarer for Inger Støjberg, og som har en fortid som konservativt partimedlem og folketingskandidat, mener, det er alt for tidligt at vurdere, om sagen skal ende i Rigsretten.
"Stemmeføringen om det mulige retlige ministeransvar i minksagen har ikke blot været skinger, den har været helt ved siden af skiven," siger René Offersen, der meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti for fire år siden, til Politiken.
Advokaten, der er medejer af advokatfirmaet Offersen & Christoffersen, vil over for Politiken ikke forholde sig til, om minksagen bør ende i en rigsretssag.
Den konservative gruppeformand, Mai Mercado, oplyser, at hun ikke ønsker at kommentere kritikken fra René Offersen, mens Venstres minkordfører, Thomas Danielsen, over for avisen fastholder, at der er belæg for en rigsretssag.
Kritik preller af på "skråsikre" Støjberg-advokater: Vi er overhovedet ikke flove
Støjberg-forsvarer om historisk rigsretssag inden dom: "Den har fyldt alt"