Politikere ryster på hovedet over strafrabatter – DF vil have minister på banen

Forlænget sagsbehandlingstid ved Retten i Kolding har formildet hver tiende dom, der er blevet afsagt i år. Det vækker forargelse hos flere partier, der vil have flere ressourcer til domstolene. DF mener, Danmark bør udfordre de internationale konventioner.
"Jeg vil spørge ministeren ind til sagen, og om regeringen i det mindste vil udfordre konventionerne og sikre, at der kommer flere dommere og et bedre retssystem," siger Peter Skaarup. | Foto: Emil Helms
"Jeg vil spørge ministeren ind til sagen, og om regeringen i det mindste vil udfordre konventionerne og sikre, at der kommer flere dommere og et bedre retssystem," siger Peter Skaarup. | Foto: Emil Helms
Iben Schmidt og Steffen Moses

En voksende sagsbunke har ført til flere mildere straffe ved Retten i Kolding i løbet af det senesete år, og det vækker forargelse blandt flere af Folketingets partier.

AdvokatWatch kunne fredag fortælle, at Retten i Kolding for første gang har ført statistik over, hvor mange sager der trækker så meget ud, at det resulterer i strafbortfald eller -nedsættelse.

Tallene viser, at det fra januar til maj i år var tilfældet i 11 pct. af dommene, mens det for samme periode sidste år gjaldt 8 pct. af dommene. At der i en tiendedel af sagerne i 2021 er blevet tildelt strafrabat, får nu DF's retsordfører Peter Skaarup til at slå alarm.

"Er man gerningsmand til noget kriminalitet, er der ikke nogen rimelighed i, at man slipper billigere, fordi der er lang sagsbehandlingstid," siger DF-politikeren, der nu vil "høre, hvad ministeren vil foretage sig" i sagen.

Flere frustrerede retspræsidenter har ad flere omgange advaret om voksende sagsbunker som følge af en øget tilgang af sager, mens byretterne melder om mangel på personaleressourcer. Fra SF's side lyder det, at flere formildende straffe vidner om "et kæmpe ressourceproblem hos domstolene".

"Det siger sig selv, at det ikke er en ønskværdig situation, at tingene går så langsomt, at det resulterer i flere og flere strafnedsættelser," skriver Karina Lorentzen Dehnhardt, der er retsordfører i SF, i en mail til AdvokatWatch.

"Det er et problem for ofrene, at det giver en mindre straf, og det er et problem for både offer og gerningsmand, at der ikke kan sættes et punktum i sagen, så begge kan komme videre med deres liv," tilføjer hun.

Står det til Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre, bør der slet ikke være eksempler på sager, hvor der efter gældende ret gives rabat, fordi der er gået for lang tid i efterforskningen.

"Vi kan ikke have en retstilstand, hvor folk, der måtte blive dømt, får en rabat, fordi politiet måske ikke har haft den fornødne hastighed," siger Preben Bang Henriksen og tilføjer, at der ikke bør være nogen sager, hvor der gives rabat, fordi sagsbehandlingen er trukket ud.

DF: Regeringen har skudt sagen til hjørne

Justitsministerens embedsværk satte sig sidste år for at undersøge muligheden for at ændre reglerne på området. Det blev sat i værk, efter flere forsvarsadvokater advarede om, at strafnedsættelser kunne blive en konsekvens af en voksende sagsbunke i retterne under coronakrisen.

Herefter måtte justitsminister Nick Hækkerup (S) henvise til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor det fremgår, at enhver har ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig tid i blandt andet straffesager. Men selvom det er fastslået af internationale konventioner, slutter sagen ikke her for DF.

"Det er en skandale, at konventionerne kan gøre, at vi kan give nogle strafnedsættelser. Står det til mig, er der to løsninger. På den korte bane skal vi udfordre konventionerne ved de internationale domstole, men på den længere bane skal vi sikre flere dommere og bedre arbejdsvilkår ved domstolene," siger Peter Skaarup (DF).

Bunken af sager hos byretterne har blandt andet hobet sig op, fordi mange sager ligger i længere tid hos politiet og anklagemyndigheden. Sidste år fik de to områder tildelt flere ressourcer i forbindelse med politiforliget, der blandt andet skulle nedbringe sagsbehandlingstiderne.

Selvom dele af retssystemet sidste år fik en økonomisk indsprøjtning, har Peter Skaarup mistet tålmodigheden, lyder det.

"Man har ligesom skudt den her sag til hjørne mange gange hos regeringen. Dommerforeningen har mange gange ment, at der var behov for en styrkelse (af ressourcer, red.), men det har været småting, der er sket. Desværre," siger han og tilføjer:

"Jeg vil spørge ministeren ind til sagen, og om regeringen i det mindste vil udfordre konventionerne og sikre, at der kommer flere dommere og et bedre retssystem."

Venstre er afventende

Mens DF og SF vil have regeringen til at sende flere ressourcer mod domstolene, vil Venstre afvente og se, hvordan de nuværende midler, der er givet til politi og anklagemyndighed, udmønter sig.

Preben Bang Henriksen peger på, at coronavirussen lige nu ser ud til at have forlænget de i forvejen lange sagsbehandlingstider hos både politiet, anklagemyndigheden og i landets retter.

Samtidig mener retsordføreren, at størstedelen af ventetiden i forbindelse med retssager ligger ved politiet og anklagemyndigheden, og at det er her, de ekstra midler netop er blevet tilført.

"Vi er nu ved at komme ud af en covid-19-krise. De tal, vi har inden for den krise, er forhåbentligt ikke illustrerende (for den generelle situation, red.). Vi er nødt til at vende situationen igen, når vi engang skriver december måned for at se, om der stadig er problemer."

"Vi er klar til at tage fat i justitsministeren, hvis der ikke er nogen forbedring af området," tilføjer Preben Bang Henriksen.

AdvokatWatch kontaktede torsdag justitsminister Nick Hækkerup (S) for en kommentar på tallene, men ministeren er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Presset byret i opråb: Lang ventetid reducerer straf i hver tiende sag

Ingen hjælp til domstole i politiforlig: "Hvad har man dog forestillet sig?"

Ansatte ved domstolene i opråb inden afgørende forhandlinger: "Det er helt uhørt" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også