Flertal er klar med anklagen mod Støjberg

Ifølge Ritzaus oplysninger er et flertal blevet enig om et anklageskrift mod Støjberg med ét tiltalepunkt.
Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) skal for en rigsret. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) skal for en rigsret. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et flertal af partierne i Folketinget er nu enige om anklageskriftet i den meget omtalte rigsretssag mod den tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det oplyser formanden for det underudvalg, der håndterer rigsretssagen, Jeppe Bruus (S), onsdag.

Han vil ikke sige, hvad der er aftalt mellem partierne, da Inger Støjberg selv skal have en mulighed for at afgive sine kommentarer til udvalget.

Når det er sket, ventes et anklageskrift vedtaget om en uge.

Ifølge Ritzaus oplysninger bliver der kun tale om ét tiltaleforhold. Der har i løbet af ugen været partier, der ønskede yderligere et separat tiltaleforhold om, at Inger Støjberg har givet urigtige oplysninger til Folketinget.

Det er dog ikke blevet til et separat tiltaleforhold. Det står i stedet nævnt som en skærpende omstændighed ved det ene tiltaleforhold. Det fremgår af den tekst, som Ritzau har set.

Sagen er blevet hastebehandlet i Folketinget, da den ellers forældes efter 10. februar, hvor det er femårsdagen for den "klart ulovlige" instruks om at adskille asylpar, der er sagens kerne.

Instruksen omhandlede adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, uden individuel vurdering. Den blev udstedt, da Inger Støjberg var den ansvarlige minister for området i 2016.

Efter det seneste folketingsvalg besluttede et flertal, at der skulle nedsættes en kommission til at undersøge sagen. Det er den, der nu kendes under navnet Instrukskommissionen.

Efter den afgav sin delberetning, hyrede Folketinget to advokater til at give en uvildig vurdering af, om der var grundlag for en rigsretssag.

De vurderede også, at der var en rimelig formodning om, at Støjberg ville blive dømt i en sådan sag. Siden har flere partier i Folketinget tilkendegivet, at de vil have en rigsretssag.

Det gælder også Venstre, Inger Støjbergs eget parti, der dog er delt i sagen.

De samme to advokater, Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord fra henholdsvis DLA Piper og Rovsing & Gammeljord, skal også være anklagere ved Rigsretten ifølge Ritzaus oplysninger.

Medie: Folketinget skal på jagt efter tredje advokat til rigsretssag

Støjberg langer ud efter Ellemann-Jensen i sag om rigsret

To tunge advokatprofiler skal stå for Støjberg-vurdering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også