Efterretningstjeneste skal granskes af særlig kommission

En særlov skal sikre, at undersøgelse af forhold hos Forsvarets Efterretningstjeneste bliver dybt fortrolig. Derudover vil regeringen lave en whistleblower-ordning efter tilsynskritik.
Forsvarets Efterretningstjenestes bygninger på Kastellet i København. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Forsvarets Efterretningstjenestes bygninger på Kastellet i København. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Regeringen vil fremsætte et lovforslag om en særlig undersøgelseskommission i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Det skal sikre fortrolighed i undersøgelsen. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Undersøgelseskommissionen er blot et af flere tiltag, der skal følge op på sagen, hvor Tilsynet med Efterretningstjenesterne i en pressemeddelelse kritiserede FE for at begå ulovligheder, spionere mod et af tilsynets medlemmer og for at have en "legalitetskultur".

"Det er afgørende, at der er tillid til, at efterretningstjenesterne agerer inden for deres beføjelser og samarbejder med de tilsyn, der skal kontrollere dem," skriver Justitsministeriet.

Ministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er behov for en særlov og altså en kommission, der arbejder under helt særlige omstændigheder, for at sikre fortrolighed om arbejdet og dets konklusioner.

Det skal sikre tilliden fra udenlandske efterretningstjenester til, at fortrolig viden ikke slipper ud af Forsvarets Efterretningstjeneste.

"Det er desuden af hensyn til Danmarks og befolkningens sikkerhed en grundpræmis, at der ikke i forbindelse med undersøgelsen sker en spredning af meget sensitive oplysninger ud over det absolut nødvendige," skriver Justitsministeriet.

Kommissionen skal så vidt muligt aflevere sin rapport inden for et år. Dog så hurtigt som muligt når det kommer til at afklare situationen for de højtplacerede medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, der er fritaget for tjeneste.

I beskrivelsen af, hvad kommissionen skal undersøge, gentages pointerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesternes pressemeddelelse, der blev sendt ud efter store mængder information fra en whistleblower var kommet tilsynet i hænde.

"Herunder spørgsmål om mulig indhentning og videregivelse af oplysninger vedrørende danske statsborgere, orientering af skiftende forsvarsministre, FE's eventuelle tilbageholdelse af oplysninger og afgivelse af urigtige oplysninger til Tilsynet og spørgsmål om FE's uberettigede behandling af oplysninger om en ansat i Tilsynet," står der.

Ud over kommissionsundersøgelsen vil der også køre "andre spor" i sagen, blandt andet en revision af loven om FE og etablering af en whistleblower-ordning.

"Desuden vil Forsvarsministeriet og FE følge op på Tilsynets mere overordnede kritikpunkter i relation til FE's opgavevaretagelse og kultur, herunder i forbindelse med arbejdet med en revision af FE-loven og gennem øget ledelsesmæssigt fokus på legalitetskulturen i FE," skriver ministeriet.

Tilsyn advarede allerede i 2019 om kritisable forhold i FE

Medie: Chef for juridisk afdeling i Forsvarets Efterretningstjeneste sendt hjem

Omfattende kritik rammer Forsvarets Efterretningstjeneste

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste hjemsendes

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også