At starte på college i ”den fine ende” af Birmingham blev vendepunktet for Sandra Wallace.

Som barn af en arbejderklassefamilie var hendes opvækst præget af fattigdom. Moderen var rengøringsassistent. Faderen var maler. Selv var hun én ud af seks søskende, og pengene rakte hverken til nyt tøj, bil eller ferier. 

Der var altid mad på bordet, men aldrig mere end det.

”Det, der drev mig, var at være fattig. Så enkelt er det. Jeg ville ikke stå og vente ved et busstoppested resten af mit liv,” fortæller hun, da AdvokatWatch møder hende på DLA Pipers kontor i København.

På overklasseskolen kom folk hjem fra begivenhedsrige ferier og blev hentet og bragt.

”Imens stod jeg der i mit genbrugstøj. Men i de to år var jeg omgivet af mennesker, der virkelig gjorde en indsats, og for første gang oplevede jeg et læringsmiljø med forventninger – og det hjalp mig.” 

Modsat resten af hendes familie, endte hun på universitetet, og i dag er hun joint managing director for Storbritannien og Europa og medlem af det internationale forretningsudvalg hos det globale advokatfirma DLA Piper.

I virkeligheden ville hun gerne læse engelsk litteratur, men valget faldt på jura, ”fordi det lød fornemt og som noget, der kunne give et godt job,” siger hun.

”Jeg elskede bøger og at læse om andre menneskers liv. Det var min lille virkelighedsflugt, hvor jeg kunne tage på ferie.”

Hendes egen fortælling bruger hun i dag til at kæmpe for mere diversitet og inklusion i advokatbranchen, som hun stadig vil beskrive som ”meget traditionel”.

”Du kan tilføje et andet perspektiv til dine klienters problemstillinger, hvis du kommer fra en mindre privilegeret baggrund. Selvfølgelig er dit perspektiv også værdifuldt, hvis du kommer fra en privilegeret opvækst, jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet, men en organisation har brug for begge dele for virkelig at være repræsentativ.”

Medbragt madpakke på kontoret

I dag fylder titlerne en del på CV’et. 

Hun er advokat og partner i DLA Piper, hvor hun også er medlem af det nordiske udvalg, diversitets-udvalget og en del af det internationale forretningsudvalg. 

Men allerede tidligt i karrieren mærkede hun, hvordan opvækstvilkårene adskilte hende fra mange af de mennesker, hun mødte i den akademiske verden.

Hun husker en tur med kollegaer, hvor hun for første gang skulle rejse via kanaltunnelen, der forbinder Folkestone i England med Calais i Frankrig. 

”Jeg sagde til en kollega, at jeg troede, at man kunne se fisk, for jeg troede, det var et glasrør under vandet. Så uvidende var jeg. Da jeg startede min advokatkarriere, var det også det tidspunkt, jeg startede med at rejse udenfor Storbritannien.”

Udtalelsen blev heldigvis modtaget med smil, men den udstillede den form for viden, man ikke kan læse sig til.

”Jeg elskede at være advokat, men det var bare en helt anden verden for mig. Folk på kontoret gik altid ud og købte frokost. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor man ville betale for det. Så jeg havde stadig bare mine sandwiches med mig, selvom jeg jo havde råd til at gå med dem.”

”Hvilket universitet har du gået på?” var et af de spørgsmål, der landede tungest hos Sandra Wallace.

Hun kunne ikke prale med et eksamensbevis fra Oxford, Cambridge eller et af de andre topuniversiteter i England. I mange år forsøgte hun derfor at skjule, at hun ”bare” havde læst jura på Wolverhampton University.

”På et tidspunkt begyndte jeg at tænke, at jeg ikke hjælper nogen ved at skjule min baggrund og opvækst. Jeg indså, at med den tilgang opfordrer jeg ikke andre med en lignende baggrund til at gå efter deres drøm, selvom vejen dertil er svær.”

Mangfoldighedsudvalg i DLA Piper

I dag er udenlandsrejser en fast del Sandra Wallaces kalender, blandt andet i forbindelse med de fire årlige møder med de nordiske repræsentanter, hvor et af dem i november blev afholdt i DLA Pipers kontorer på Østerbro i København.

Hjemmeadressen er stadig i Birmingham, hvor hun også startede karrieren.

”Jeg ville ikke starte på et stort advokatfirma. Jeg troede ikke, jeg ville passe ind, så jeg blev i stedet ansat i et lokalt advokatfirma i Birmingham. Alligevel havde jeg en følelse af, at jeg havde ”klaret den” – særligt når jeg tænkte på, hvad jeg kom fra.”

Et år efter blev firmaet købt af det, der i dag er DLA Piper. 

Når hun i dag pendler mellem familien i Birmingham og de mange globale møder, shuffler hun også mellem to accenter. Med en familie, der oprindeligt er fra Jamaica, er hun vokset op med en jamaicansk accent, men i skolen lærte hun hurtigt at tilpasse sit sprog og tale den slags engelsk, der giver adgang til de bonede gulve.

”Når jeg er sammen med min mor, spørger hun mig, hvorfor jeg taler sådan, så jeg skifter frem og tilbage afhængigt af, hvem jeg er sammen med. Nu er det naturligt for mig, for jeg håber, at det ikke er sådan noget, der er nødvendigt i fremtiden.”

”Selvfølgelig skal man tilpasse sig miljøet en lille smule, men det må ikke være i et omfang, hvor man ikke kan være sit sande jeg.”

Hos DLA Piper sidder hun med i diversitetsudvalget, der arbejder for at fremme inklusion og mangfoldighed i firmaet generelt. 

For hende handler arbejdet blandt andet om at skabe mere åbenhed.

”Da jeg blev en del af advokatbranchen, indså jeg, at mange mennesker med baggrunde som mig bare ikke ser jurabranchen som noget, de kan være en del af. Måske tror de ikke, at deres karakter rækker, at de er gode nok eller andre årsager, der får dem til at udelukke faget.”

”Det, synes jeg ikke, er en ønskværdig situation. Vi har brug for advokater, der repræsenterer det samfund, de tjener, og hvis man kun har en bestemt type mennesker i advokatbranchen, så går branchen glip af noget.”

Sandra Wallace har, foruden arbejdet i DLA Piper, også haft et stort engagement i at skabe mere social mobilitet i Storbritannien, og det har kastet endnu en titel af sig.

Tidligere i år blev hun udnævnt til CBE – Commander of the Order of the British Empire af Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II, for hendes juridiske arbejde med social mobilitet, og var en tur forbi Buckingham Palace, hvor Prins William overrakte hende æresordenen. 

Men hverken den lille royale nål eller den ledende rolle i DLA Piper kan dog få tvivlen til at forsvinde helt hos den erfarne advokat.

”Det kan være en hård ting at fortælle sin historie. Sommetider spekulerer jeg på, om folk virkelig tror, at jeg ikke er lige så dygtig. Selv som joint regional manager kan jeg have de tanker.”

”Madpakken” har hun stadig med sig.

”Og det er årsagen til, at jeg bliver nødt til at blive ved med at fortælle min historie til andre,” afslutter hun.