"Lige nu kommer en meget stor del af talentmassen fra kvinder på universiteterne"

Kvindeligt lederskab i advokatbranchen fyldte dagsordenen til IBA-konference i København, hvor blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og præsidenten for The American Bar Association var på gæstelisten.
IBA Conference on Women in Leadership bliver i disse dage afholdt i København efter fire års pause på grund af corona. Til højre ses formand for The American Bar Association, Deborah Enix-Ross. | Foto: International Bar Association
IBA Conference on Women in Leadership bliver i disse dage afholdt i København efter fire års pause på grund af corona. Til højre ses formand for The American Bar Association, Deborah Enix-Ross. | Foto: International Bar Association

En summende sal af knap 200 kvindelige advokater fylder i disse dage Odd Fellow Palæet i København, mens den niende udgave af IBA Conference on Women in Leadership løber af stablen.

Kvindeligt lederskab, underrepræsentation på topposter og konkrete værktøjer var på dagsordenen, da Women Lawyers’ Committee efter fire års pause grundet corona kunne åbne dørene til et rekordstort event med repræsentation fra 130 virksomheder fra næsten 50 forskellige lande.

Hovedtaleren var tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der åbnede den officielle del af konferencen ved at tage publikum med på rejsen fra en beskeden barndom i Ishøj og til de bonede gulve og bestyrelseslokalerne, hvor hun i dag gør karriere – ofte som den eneste kvindelige deltager.

Pointen var blandt andet, at kvinder skal gøre deres stemme gældende, uanset hvordan de er kommet til en given position.

Invitationen fik hun fra IBA Women Lawyers’ Committee, der står for arrangementet, og hvor formandsposten siden årsskiftet har tilhørt partner i Horten Lise Lotte Hjerrild.

”Det handler om at empower kvinder. Jeg tror slet ikke på positiv særbehandling. Vi skal hjælpe hinanden, men også have virksomhedsledelserne med. Det er maskulint definerede spilleregler, vi arbejder under. De skal selvfølgelig ændres på sigt, men det gør vi ikke overnight,” fortæller hun til AdvokatWatch under konferencen.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt var hovedtaler til den niende IBA Women in Leadership-konference. | Foto: International Bar Association
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt var hovedtaler til den niende IBA Women in Leadership-konference. | Foto: International Bar Association

”The place to be”

IBA har cirka 100.000 medlemmer, og 24 pct. af dem er kvinder. Målet for IBA Women Lawyers’ Committee er derfor at få 24.000 medlemmer, lyder det fra Lise Lotte Hjerrild.

Hun fortæller, at organisationen har arbejdet målrettet på at få en bred repræsentation og tiltrække hard topic-lawyers. Det vil sige kvinder, der er specialiseret i retssager, M&A, kapitalmarkeder og lignende.

”Vi gav hinanden et løfte om ikke at være en støvet, soft topic organisation, men at være the place to be.”

En af den slags advokater er Deborah Enix-Ross, der er senioradvokat hos Debevoise & Plimptons afdeling for internationale tvister og formand for the American Bar Association.

Hun fik bifald fra publikum under paneldebatten ”Women in leadership postitions: leaders in the profession making an impact”, hvor hun fortalte om at være blandt få kvinder under jurastudiet og frem til positionen i dag som formand for den amerikanske advokatforening, der regnes for verdens største med 200.000 medlemmer.

”Hvis jeg er blevet valgt, fordi jeg er kvinde, hvad så? Jeg kommer til at gøre det godt, fordi jeg er en dygtig advokat,” lød et af budskaberne, der høstede stor applaus fra salen.

I overtal på studiet – i undertal på ledelsesgangen

At der fortsat er behov for at fokusere på kvinder i advokatbranchen, er tydeligt i diverse statistikker.

66 pct. af nye jurastuderende er kvinder, men mændene sidder stadig tungt på topposterne i advokatfirmaerne, hvor kun omkring 15 pct. af partnerne i de ti største firmaer ifølge AdvokatWatchs seneste optælling er kvinder.

”Man kan jo tage et kig rundt i den danske advokatbranche. Blandt de største firmaer er der i 2022 nul kvindelige managing partners og én bestyrelsesformand, der kom til i 2021.”

”Der skal ske noget, hvis vi skal klare os godt som branche fremover. Det handler om at tiltrække, udvikle og fastholde talent, og lige nu kommer en meget stor del af talentmassen fra kvinderne på universiteterne,” siger Lise Lotte Hjerrild.

Trods branchens utal af hensigtserklæringer er det fortsat usædvanligt at se en kvindelig bestyrelsesformand hos topfirmaerne. Derfor var det ikke en overraskelse, at Anne Buhl Bjelke, der sidste år udgjorde undtagelsen og overtog formandsposten hos Bech-Bruun, var med som paneldeltager på konferencen.

Lise Lotte Hjerrild peger på de kommende generationer som nogle, der kan være med til at vende udviklingen.

”Det handler om at hjælpe nedefra, have indflydelsen med oppefra og samtidig blive hjulpet godt på vej af de nye generationer, hvor det for eksempel i langt højere grad er en selvfølge, at mændene også tager barsel på lige fod med kvinderne.”

”Jeg elsker vores branche, og det her er ikke bare noget feminist-sludder. Det handler om, at jeg faktisk vil vores branche det godt.”

Lise Lotte Hjerrild overtog i år formandsposten hos IBA Women Lawyers' Committee, der står for konferencen, som afholdes 11.-13. september 2022. | Foto: International Bar Association
Lise Lotte Hjerrild overtog i år formandsposten hos IBA Women Lawyers' Committee, der står for konferencen, som afholdes 11.-13. september 2022. | Foto: International Bar Association

Inklusion er en god business case

Ursula Ben-Hammou er advokat hos Rodrigo Elias & Medrano Abogados i Lima og er en del af IBA Women Lawyers’ Committee.

Hun har det seneste år talt med en række store advokatfirmaer om deres mentorprogrammer og efterfølgende udarbejdet et detaljeret mentorship tool kit, som alle konferencens deltagere fik adgang til.

Det skal hjælpe særligt mindre virksomheder med færre ressourcer. Hun ønsker at gøre visionerne konkrete og skubbe den globale udvikling frem.

”Vi synes, det var vigtigt, at konferencen også har noget praktisk og konkret. Selvfølgelig er der plads til ideologiske taler, men hvis vi kun taler om det, så bliver det måske ved snakken. For mig har det altid virket bedre, hvis jeg går til min ledelse med noget håndgribeligt.”

”50 pct. af klienterne er kvinder, og de vil gerne se sig selv repræsenteret. Det i sig selv gør det til en god business case at inkludere kvinder.”

Efter otte udgaver af konferencen erkender Lise Lotte Hjerrild behovet for at fokusere på konkrete værktøjer – også fremover.

”Det er vigtigt at booste kvinderne personligt. Kvinder er ofte meget socialt intelligente, hvilket er noget af det vigtigste for en dygtig advokat. Det er ikke at kunne rable jura af sig, men at forstå klienten og det bagvedliggende problem.”

Samtidig skal der også være fokus på forretningen.

”Men det handler også om bundlinjen. Vi hjælper kvindelige advokater til at udvide deres netværk, øge andelen af referencer og dermed sager, der kommer ind, så de får en standing i deres virksomheder. Jo flere, der får det, jo nemmere bliver det at lave de nødvendige ændringer.”

”Når det gælder diversitet på ledelseslagene, er vi langt tilbage i skoene”

Mænd sidder fortsat tungt på toppen i advokatbranchen

Bech-Bruun-formand: Konkrete diversitetsmål er ”vigtig milepæl”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også