Jurastuderende opretter digital platform for testamenter

En 22-årig jurastuderende fra Randers vil ind på markedet for testamente-portaler og har for nylig oprettet virksomheden Ønsketestamente.dk.
Den unge iværksætter tilbyder rådgivning om testamenter elektronisk og telefonisk. | Foto: Pexels
Den unge iværksætter tilbyder rådgivning om testamenter elektronisk og telefonisk. | Foto: Pexels

Digitale platforme, der vil spare borgere tid og penge ved at tilbyde at udarbejde juridiske dokumenter på nettet frem for at gå til en advokat, er vrimlet frem de seneste år.

Og nu melder endnu en iværksætter sig på banen. Den 22-årige jurastuderende Christian Lunøe Hedegaard fra Randers har stiftet virksomheden Ønsketestamente.dk. Det skriver Din Avis Randers.

Konceptet bygger på en online platform, hvor man kan få oprettet et testamente inden for 24 timer.

"Ingen er herre over, hvornår man skal herfra. Jeg håber, at alle engang imellem prøver at stoppe op og tænke på, hvor absurd det er, at så få danskere har taget stilling til, hvad der skal ske med deres formue, når det for eksempel i manges tilfælde udgør en hel families levegrundlag," siger Christian Lunøe Hedegaard til lokalavisen.

Ifølge Hedegaards Linkedin-profil forventer han at blive uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 2024.

Den randrusianske iværksætter kan dog godt forvente at få konkurrence på området, for der findes talrige eksempler på lignende digitale platforme, herunder Familietestamente.dk, der i 2018 opkøbte konkurrenten Dinarv.dk, samt Testaviva og Mittestamente.dk.

I april fortalte flere testamente-portaler, at de som følge af coronavirussen oplevede stigende efterspørgsel fra borgere, der gerne ville have rådgivning om eller tegnet et testamente.

"De indgående opkald er rødglødende. Der har været dobbelt op på henvendelser fra folk, der har haft brug for rådgivning. Af betalende kunder har vi haft næsten 500 igennem i marts, og det er knap 100 flere sager end i februar," sagde Emma Novak, stifter af Familietestamente, til Finans.

Virusfrygt får danskerne til at lave testamenter: "Folk finder ud af, at de ikke er udødelige"

Familietestamente mister direktør  

Juridisk netportal rulles ud i hele Norden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også