Pernille Bigaard bliver partner i mindre specialistfirma

Efter 33 år i et af landets største advokatfirmaer Plesner bliver den erfarne insolvensadvokat Pernille Bigaard partner i det mindre advokatfirma Sundgaard Advokater.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Danmarks ukronede insolvensdronning bliver nu partner i det mindre specialistfirma Sundgaard Advokater.

Pernille Bigaard skriver på Linkedin, at hun efter 33 år i Plesner - 31 år som indehaver - er indtrådt i partnerkredsen hos Sundgaard.

"Sundgaard Advokaters partnere er advokaterne Gunvor Sundgaard Happe, Agnete Brus Krusell og Thomas Torré Christiansen, rasende dygtige og jeg glæder mig til at følge dem på rejsen i fremtiden," skriver Bigaard. 

Thomas Torré Christiansen har delt Pernille Bigaards opslag på Linkedin og skriver, at han er "ved at revne af stolthed" over, at det lille, nystartede specialistfirma har tiltrukket den erfarne advokat.

"Med Pernille ombord forventer vi at få rigtigt travlt i det nye år. Vi søger derfor flere dygtige og ambitiøse medarbejdere med erfaring eller interesse for insolvensområdet," skriver han.

Pernille Bigaard er 66 år og er en af de mest anvendte advokater i konkursboer i Danmark. Hun er blandt andet kurator i Martin Klüts fallerede ejendomsselskab Sandgården, ligesom hun stod i spidsen for at behandle konkursboerne efter flyselskabet Sterling Airways.

Derudover har hun været chef for Plesners insolvenskontor og var i 14 år formand for Danske Insolvensadvokater.

Bigaards exit fra Plesner kommer efter et år med uro på de indre linjer i advokatfirmaet, hvor flere partnere er skiftet ud, ligesom der er skiftet ud i bestyrelsen.

Sundgaard Advokater blev stiftet i 2018 med kontor i København og er ifølge firmaets hjemmeside specialiseret inden for gældsforhold, betalingsproblemer og virksomheder med økonomiske udfordringer. Advokatfirmaet er en del af Homann Advokater, der er et kontorfællesskab mellem advokatfirmaer.

Pernille Bigaard forlader Plesner og trækker sig fra OW Bunker-komplekset

Otte advokater træder ind i ejerkredsen hos Plesner

Kuratel med prominente advokater rygende uenige: Nu vil kurator gå til politiet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også