
Advokatrådet har fredag uddelt Journalistprisen for 2019. Hæderen går til Lone Andersen, der er journalist på Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Blandt 30 nominerede har Advokatrådet lagt vægt på, at hun er kendt for grundighed, ordentlighed og saglighed i sit journalistiske arbejde, oplyser Advokatrådet i en pressemeddelelse.
"Lone Andersen stiller gerne de kritiske spørgsmål, lytter og er kendt som fair i sin fremstilling af problemstillingen. Hun er desuden dygtig til at nuancere ofte svært tilgængelige problemstillinger og har desuden en god pen", udtaler Peter Fogh, formand for Advokatrådet, i meddelelsen.
Lone Andersen har i alt været 13 år på Jyllands-Posten. Siden 2014 har hun været reporter på Finans, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med retsstoffet. Hun har tidligere været ansat hos DR, Berlingske og Reuters.
Det er femte gang, at Advokatrådet uddeler Journalistprisen, som er finansieret af Dreyers Fond. Prisen overrækkes hvert andet år.
