Plesner nappede tilsynschefen – nu har Datatilsynet fundet hans afløser
Det bliver Frederik Viksøe Siegumfeldt, der fra 1. maj overtager stillingen som tilsynschef i Datatilsynet.
Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.
"Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Frederik. Han har en solid viden om databeskyttelse – og det gælder både de juridiske rammer og de praktiske udfordringer," udtaler Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano på hjemmesiden.
Frederik Viksøe Siegumfeldt kommer fra en stilling som kontorchef i Koncern IT under Københavns Kommune, hvor han nåede at være ansat i knap halvandet år. Før det var han blandt andet i en årrække ansat som juridisk rådgiver i Telia.
Jurauddannede Frederik Viksøe Siegumfeldt afløser Jesper Husmer Vang på posten, som er skiftet til advokatfirmaet Plesner.
Som kontorchef og leder af tilsynsenheden hos Datatilsynet har Jesper Husmer Vang blandt andet tegnet myndigheden udadtil i forbindelse med håndhævelsen af EU's persondataforordning GDPR.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.)
Relaterede artikler:
Plesner skruer op for compliance
For abonnenter