BRUXELLES

”Jeg var klart mere en Hvidovre-dreng end en Bruxelles-dreng, da jeg startede på studiet. Jeg var ikke født med en interesse for det europæiske. Det er kommet hen ad vejen, men det har til gengæld givet mig en fantastisk spændene karriere.”

Ordene er 47-årige Søren Schønbergs, rådgivende chefjurist for konkurrencekommissær Margrethe Vestager, som af Time Magazine er blevet udråbt til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige personer, og som nogen kalder den mest magtfulde i Bruxelles.

Og selvom de betegnelser først er blevet hæftet på Margrethe Vestager senere, var Søren Schønberg ikke i tvivl, da han ved hendes udnævnelse i efteråret 2014 blev spurgt, om han ville med på hendes hold.

”Jeg kendte hende ikke personligt dengang, men jeg kendte hendes profil, det hun står for politisk, og den kompetence hun altid har udstrålet, og det var ting, jeg godt kunne spejle mig i.”

Og så var det magtfulde område heller ikke uden betydning.

”Konkurrence og især statsstøtte, som jeg arbejder med, er virkelig interessant, fordi det er et af de områder, hvor EU-Kommissionen træffer en masse beslutninger, som har en meget direkte virkning på firmaer, skatteydere, og det samfund, vi lever i. Det er meget konkrete sager, som vi sidder med, og det gør det relevant, interessant og krævende,” fortæller Søren Schønberg på sit kontor på 10. etage i den berømte Berlaymont-bygning, som huser kommissærerne og deres kabinetter.

EU-generalist

Men selvom man skulle tro, at en position som Søren Schønbergs, hvor han sidder og kan gøre brug af godt 400 jurister i Generaldirektoratet for Konkurrence kræver en årelang specialisering inden for feltet, så er det langt fra tilfældet.

Frem for at være specialist er Søren Schønberg nærmere det, man kan kalde en EU-generalist, for han havde ikke decideret siddet og nørdet konkurrencesager i en årrække, inden han trådte ind i Vestagers kabinet.

Til gengæld har han prøvet en lang række andre områder inden for EU-retten. Et område han først fik interesse for, da Københavns Universitet under hans studietid udskrev en prisopgave under overskriften ” De af EF-domstolen anerkendte menneskerettigheder og deres betydning for dansk ret.”

”Menneskerettigheder var ikke skrevet ind i traktaterne dengang, så domstolen tolkede dem ind i EU-retten fra sag til sag. Det med menneskerettigheder er jo virkelig noget, unge jurastuderende kan forholde sig til, så det skrev jeg så om sammen med en medstuderende, hvilket endte med at blive til en bog. Dengang var der ikke nogen, der havde skrevet ret meget om det på dansk.”

Og da domstolen fortolkede principperne om menneskerettigheder gennem en lang række forskellige sager, der omhandlede alt fra elregninger over salg af kul til mælkekvoter, så gav opgaven en bred indsigt i EU, og de emner og politikområder, som det europæiske samarbejde beskæftiger sig med.

Derfor søgte Søren Schønberg til Oxford Universitet for at læse videre inden for EU-ret og komparativ ret, hvor han først læste Magister Juris og siden med et legat fra Danmark i ryggen også tog en doktorgrad i EU-ret. Delvist på grund af EU-interessen, men også hjulpet på vej af kærligheden – Søren Schønbergs nuværende kone, der viste sig i skikkelse af en fransk historiestuderende.

Stimulerende skifte

Med et job til hende som underviser i Paris et par dage om ugen var det derfor naturligt for Søren Schønberg at gå til optagelsesprøve for at komme ind i EU-systemet, selvom han også havde mulighed for at blive som lektor i Oxford. Bruxelles virkede dog mere spændende og nærliggende, når halvdelen af familien havde det ene ben i Paris.

Men selvom den såkaldte concours blev bestået, var et tilbud om en midlertidig stilling hos den daværende britiske generaladvokat, Francis Jacobs, ved EF-domstolen for interessant at sige nej til.

”Det var meget, meget spændende efter jeg igennem mange år havde siddet og læst de generaladvokatudtalelser, han var kommet med, selv at sidde og skrive dem.”

Alligevel kalder Søren Schønberg det for ”det mest stimulerende skifte i min karriere”, da han og familien på nu tre personer efter tre år byttede Luxembourg ud med et job i Bruxelles ved Generaldirektoratet for Handel (DG Trade) i EU-Kommissionen.

”I Luxembourg skulle man sidde alene på sit kontor med døren lukket, sine tykke sagsmapper og skrive udkast til udtalelser, som det ikke var populært at diskutere med for mange. Det var et meget analytisk job. Da jeg kom til DG Trade var der langt mere dynamik, retspolitik og også international politik inde over. Her handlede det ikke kun om det juridiske svar, men også om rådgivning som: hvad er risikoen for at tabe en sag? Hvor meget vil det koste? Hvor vigtig er den? Det var utroligt spændende at komme til sådan en politisk institution.”

Den politiske cirkushest

Ikke desto mindre var det for svært at sige nej, da der efter små fem år kom et tilbud fra Kommissionens juridiske tjeneste, der yder juridisk rådgivning til Kommissionen og repræsenterer EU-organet i retssager.

”På det tidspunkt var jeg usikker på, om jeg ville være fagjurist, eller om jeg ville arbejde bredere og på længere sigt som leder. Jeg har altid holdt af det faglige, og da juridisk tjeneste ønskede, at jeg kom over til dem, fordi jeg havde været ved domstolen og havde skrevet ph.d. i EU-ret, fik jeg lyst til at prøve det.”

Der sad han så igen meget med sine egne sager mere eller mindre på egen hånd.

”Enten taber eller vinder man, så det er ret klokkeklart, om man har gjort et godt stykke arbejde eller ej. Man fører sagerne alene, eller i meget små hold. Det er et stort ansvar, men også meget relevant.”

Den indre politiske cirkushest blev dog hurtigt vakt, da der efter små to år kom et tilbud fra daværende landbrugskommissær Marian Fischer-Boel om at komme over i hendes kabinet. Hun manglede en, der vidste noget om handel.

”Det var igen en ny rolle. Langt mere rådgivende rolle. Det er det, der er så sjovt ved at arbejde her i Bruxelles. Der er ikke nødvendigvis tale om en lineær udvikling, men man får muligheden for at prøve virkelig mange forskellige roller og områder, som hver især er spændende. Og så kan man rykke videre til noget andet, som er mindst lige så spændende og udfordrende bare på en ny måde. Det er unikt,” mener Søren Schønberg, der efter udløbet af Marian Fischer-Boels embedsperiode røg videre til den svenske EU-Kommissær, Cecilia Malmström, der på det tidspunkt sad med indre anliggender, altså emner som asyl, indvandring og politisamarbejde. Her endte han som vicekabinetschef, inden Margrethe Vestager kaldte.

Et bredt øje

Det skifte har han på ingen måde fortrudt.

”Det er et kæmpe privilegie at være med her, hvor vi har et fantastisk hold på tværs af nationaliteter og køn. Og her får jeg både brugt min fagviden og min mere generelle viden. Og så har vi det i øvrigt utroligt sjovt sammen.”

For Søren Schønberg sidder ikke kun med statsstøtte-sagerne. Han skal også have et øje på, hvad der sker inden for indvandring, sikkerhed, menneskerettigheder, databeskyttelse, skat, energi, klima, landbrug og det indre marked. Og så følger han forhandlingerne om Brexit nært.

”Kommissionen tager jo alle sine beslutninger som et kollegie. Og alle kommissærer forventes at kunne forsvare og forklare det, som Kommissionen går ud med. Så Margrethe og vi som hendes hold er med i diskussionerne på alle områder, som Kommissionen dækker. Det, vi prøver at holde os for øje, er, om de forslag, der kommer, virker, som de skal. Er de gennemtænkte? Kan de levere? Er det overhovedet noget, EU skal regulere? På den måde er jobbet også meget generelt,” siger Søren Schønberg, der ikke ser sig selv forlade Bruxelles foreløbig.

”Der er så mange udfordringer at tage fat på her i byen, så jeg er ikke bange for at kede mig. Jeg vil altid være en Hvidovredreng, men jeg bor i Bruxelles nu, her går mine børn i skole, her arbejder min kone, så det bliver vi nok ved med, så længe jeg arbejder.”

Opfordring fra danske jurister i EU: Se mod Bruxelles efter arbejde 

Internationale advokathuse i spidsen for løn-opgør i britisk mediekæmpe