USA's senat vælger sort kvinde som højesteretsdommer

Kun tre republikanere valgte at støtte Joe Bidens kandidat til højesteret, Ketanji Brown Jackson.
Der blev torsdag skrevet historie i USA, da Senatet godkendte Ketanji Brown Jackson som ny højesteretsdommer. Hun bliver den første sorte kvinde til at få et sæde i den magtfulde institution. (Arkivfoto). | Foto: SAUL LOEB/AFP / AFP
Der blev torsdag skrevet historie i USA, da Senatet godkendte Ketanji Brown Jackson som ny højesteretsdommer. Hun bliver den første sorte kvinde til at få et sæde i den magtfulde institution. (Arkivfoto). | Foto: SAUL LOEB/AFP / AFP
af ritzau

USA’s senat bekræfter med stemmerne 53-47, at præsident Joe Bidens kandidat Ketanji Brown Jackson skal være den første kvindelige sorte højesteretsdommer.

Hun vælges som den 116. højesteretsdommer i USA. Det er et job, man udpeges til på livstid.

Kun tre republikanere stemte på hende i Senatet, hvor der er stemmelighed mellem republikanere og demokrater – 50-50.

De tre republikanske stemmer kom fra Susan Collins, Lisa Murkowski og den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney.

Ketanji Brown Jackson afløser den liberale dommer Stephen Breyer, der på grund af alder vil trække sig tilbage i slutningen af juni. Først da tiltræder Jackson som dommer.

Hun vil slutte sig til de liberale dommere i højesteret. Men det vil ikke ændre styrkeforholdet mellem liberale og konservative. Her fører de konservative 6-3.

Kort efter beslutningen skriver præsident Joe Biden på Twitter:

”Dommer Jacksons godkendelse var et historisk øjeblik for vores nation. Vi har taget endnu et skridt mod at sikre, at vores højesteret afspejler USA’s diversitet.”

Brown Jackson har siden 2021 siddet som dommer på en appeldomstol i District of Columbia. Før det var hun distriktsdommer i otte år.

Hun har også tidligere arbejdet for afgående højesteretsdommer Stephen Breyer.

Joe Biden varslede allerede ved sin valgkamp forrige år, at han ville indsætte den første sorte, kvindelige dommer i den amerikanske højesteret.

Ketanji Brown Jackson selv har flere gange udtrykt, at senatet skulle godkende hende på baggrund af hendes kompetencer.

Noget hun gentog i marts, da hun ved en afhøring i Senatet som en del af valgprocessen skulle forhøres.

”Ulig mine forældre, der mødte så mange barrierer, da de voksede op, var vejen ryddet for mig: Hvis jeg arbejdede hårdt og troede på mig selv, kunne jeg i min tids USA gøre hvad jeg ville og blive den, jeg ønskede at blive,” har hun sagt ifølge Politiken.

Elitejuristen fra Harvard gennemgik ”verdens hårdeste jobsamtale”

Bidens historiske kandidat til højesteret lover uafhængighed

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også