
Tyrkiet handlede ulovligt, da landet fængslede flere end 400 dommere og anklagere efter det fejlslagne militærkup i 2016 mod præsident Recep Recep Tayyip Erdogan.
Det siger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse tirsdag.
Alle de 427, der havde indbragt sagen, var knyttet til tyrkiske domstole, da de blev anholdt.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) siger, at fængslingerne var præget af "ulovligheder". Den beordrer den tyrkiske regering til at udbetale erstatninger til sagsøgerne.
Dommerne og anklagerne blev anholdt efter kuppet. Det skete under en generel bølge af fængslinger rettet mod tilhængere af den islamiske åndelige leder Fethullah Gülen.
Gülen lever i dag i eksil i USA. Han var tidligere en af Erdogans allierede, inden det udviklede sig til uvenskab. Erdogan har givet Gülen skylden for at stå bag kupforsøget i 2016.
Afgørelsen fra den europæiske domstol, der ikke er tilknyttet EU, er den seneste, som går Tyrkiet imod.
Tyrkiet har siden 1950 været medlem af Europarådet, hvor domstolen hører under.
I afgørelsen tirsdag hedder det videre, at fængslingen af dommerne var en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som ECHR håndhæver.
Domstolen har tidligere beordret Tyrkiet til at løslade den fængslede kurdiske politiker Selahattin Demirtas samt aktivisten og forretningsmanden Osman Kavala. Fordi deres fængslinger mangler ethvert grundlag.
Tyrkiet ignorer domstolens afgørelse.
Det kan føre til en anklage mod Tyrkiet for brud på konventionen på ECHR's næste møde. Det er kun sket en gang tidligere i domstolens historie.
Næste møde i domstolen er i december.
Advokater tager afstand fra polsk kurs
Polsk justitsministers magt over dommere er i strid med EU-ret