Trump er frikendt i rigsretssag

Præsident Trump er kendt ikke skyldig i begge anklager mod ham i rigsretssagen i Senatet.
Foto: OLIVIER DOULIERY/AFP / AFP
Foto: OLIVIER DOULIERY/AFP / AFP
AF RITZAU

Ved to afstemninger i rigsretssagen i Senatet blev præsident Donald Trump onsdag frikendt i rigsretssagen mod ham.

Præsidenten blev først frikendt i anklagen om magtmisbrug og derefter i anklagen om at have modarbejdet Kongressen. 

52 af de 100 senatorer kendte Trump ikke skyldig i den første anklage om magtmisbrug.

Ved en anden afstemning i rigsretssagen fik præsident Trump også tilstrækkeligt mange stemmer til at blive frikendt for anklager om at forhindre Kongressens arbejde. 

53 af de 100 senatorer kendte præsidenten uskyldig i anklagen om at modarbejde Kongressen.

Trump er dermed frikendt i den historiske rigsretssag. 

Trumps republikanske partifæller sidder på 53 af de 100 pladser.

Senatorerne skulle en efter en rejse sig ved navns nævnelse og erklære præsidenten skyldig eller ikke skyldig i de to afstemninger. 

Den republikanske senator Mitt Romney fra Utah meddelte inden afstemningen, at han ville stemme for, at Trump bliver dømt skyldig i at have misbrugt den tillid, som befolkningen har vist ham. 

Der var derfor en stemmes forskel ved de to afstemninger på henholdsvis 52 mod 48 og 53 mod 47. I begge tilfælde var afstemningerne opbakning til Trump.

Romney var selv republikansk præsidentkandidat i 2012.

"At bringe en korrupt adfærd ind i en valgkamp blot for selv at kunne blive på sin post er måske den groveste og mest ødelæggende måde at svigte sin ed på," sagde Romney inden afstemningen.

Den ledende højesteretsdommer John Roberts ledede afstemningerne. 

Politiske iagttagere siger, at rigsretssagen kommer til at præge den igangværende valgkamp og præsidentvalget i november. Iagttagere fremhæver også, at Demokraterne ikke gik så hårdt til værks i rigsretssagen som de kunne have gjort. 

For eksempel kunne de have kæmpet hårdere for at få indkaldt John Bolton, der indtil september sidste år var Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.

I en bog, som Bolton har skrevet manuskriptet færdigt til og nu har sendt til godkendelse i Det Hvide Hus, fremgår det ifølge amerikanske medier, at Trump brugte militærhjælp til Ukraine til at lægge pres på landets regering.

Præsident Trump stilles for rigsret for misbrug af embede

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også