AdvokatWatch

Præsident Trump stilles for rigsret for misbrug af embede

Som den kun tredje præsident i USA's historie skal præsident Donald Trump for en rigsret. Det besluttede et flertal i Repræsentanternes Hus i USA i nat.

Donald Trump | Foto: LEAH MILLIS/REUTERS / X90205

Et flertal i Repræsentanternes Hus i USA har natten til torsdag dansk tid stemt for at stille præsident Donald Trump for en rigsret.

Kun to gange tidligere i USA's historie er en præsident blevet stillet for en rigsret: Andrew Johnson i 1868 og Bill Clinton i 1999.

På det første anklagepunkt omhandlende magtmisbrug stemte Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal, for en rigsret med stemmerne 230 for og 197 imod.

Anklagen går på, at Donald Trump brugte sit embede til at presse Ukraines regering.

USA ville tilbageholde militærstøtte, hvis ikke præsident Volodimir Zelenskij annoncerede, at Ukraine ville undersøge Trumps politiske modstander Joe Biden og dennes søn for korruption.

Også på det andet anklagepunkt om modarbejdelse af Kongressens arbejde bliver Donald Trump stillet for en rigsret.

Det står klart efter nattens anden afstemning kort før klokken tre dansk tid.

Her stemte 229 for og 198 imod.

Denne anklage går på, at Trump har hindret Kongressen i at lade retfærdigheden ske fyldest.

Demokraterne mener således, at Trump har hindret Kongressens rigsretsundersøgelse ved at nægte at udlevere dokumenter og nægte topembedsmænd at vidne i sagen.

Som ventet stemte næsten alle demokraterne i Repræsentanternes Hus for de to anklagepunkter. Dog stemte Tulsi Gabbard, som er med i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat, blankt i begge afstemninger.

Samtlige republikanere stemte imod.

Rigsretssagen bliver nu sendt videre til Senatet, som skal afgøre sagen.

For at Trump kan afsættes, kræver det to tredjedeles flertal – altså at mindst 67 af Senatets 100 medlemmer for.

Da republikanerne sidder på godt halvdelen af pladserne i Senatet, vil det betyde, at en række republikanere skal vende Donald Trump ryggen, og det vil næppe ske.

Debatten i Repræsentanternes Hus blev indledt onsdag morgen lokal tid, og den første afstemning blev gennemført kort før klokken 20.30.

EU's juridiske vagthund får fem år mere på posten 

Ved midnat kollapsede en af verdenshandlens vigtigste institutioner 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier