Landsret afviser Ahmed Samsams påstande

Ifølge Østre Landsret har Ahmed Samsam ikke sandsynliggjort, at han kan få genoptaget spansk sag. (Opdateret)
Ahmed Samsan har ikke ”retlig interesse” i at få landsretten til at vurdere sagen, mener Østre Landsret. | Foto: Luca Piergiovanni
Ahmed Samsan har ikke ”retlig interesse” i at få landsretten til at vurdere sagen, mener Østre Landsret. | Foto: Luca Piergiovanni
Ritzau

Østre Landsret afviser at tage stilling til, hvorvidt Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal anerkende, at Ahmed Samsam virkede som agent for tjenesterne.

Det fremgår af et resumé på Østre Landsrets hjemmeside af dommen i sagen, som er afsagt onsdag formiddag.

Der er tale om en juridisk teknisk afgørelse, hvor landsretten slet ikke forholder sig til den del af spørgsmålet, som har haft stor offentlig bevågenhed: Samarbejdede Ahmed Samsam med efterretningstjenesterne, da han i 2012-2014 var i krig Syrien?

Samsam blev i 2017 anholdt i Spanien under en ferie. Året efter blev han ved en spansk domstol dømt for i forbindelse med sine rejser til Syrien at have tilsluttet sig en terrorgruppe.

Samsam forsøgte i to ankeinstanser at få ændret sin dom, men uden held.

Østre Landsret siger i mandagens dom, at Samsam ikke i forbindelse med de seks restmøder i august og september i landsretten har formået at godtgøre, at han vil kunne få sin sag i Spanien genoptaget.

Og selv om en dom fra Danmark måtte fastslå, at han havde haft et agentlignende samarbejde, så ville det ikke få nogen som helst betydning i Spanien.

Det vil – forsimplet sagt – være overflødigt, om Østre Landsret tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der havde været et samarbejde eller ej.

På jurasprog hedder det, at Samsam ikke har en retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet. Og når en sådan interesse ikke er til stede, så skal landsretten ikke behandle sagen. Resultatet: En afvisning.

Landsretten understreger i dommen, at på grund af de regler, som gælder inden for EU, så kan en dansk domstol ikke betvivle en afgørelse fra et andet EU-land.

”Under denne sag kan landsretten ikke i noget omfang tage stilling til rigtigheden af den fældende afgørelse i den straffesag, som er afgjort efter spansk ret af spanske domstole,” lyder det i præmisserne.

Landsretten understreger, at det både gælder bevisbedømmelsen i den spanske sag, men også andre forhold ved den spanske sag, som har mødt kritik fra Samsams side.

Det drejer sig blandt andet om, at Samsam under sin sag i Spanien ikke fik en dansk tolk stillet til rådighed. Videooptagelser fra den spanske sag har dokumenteret, at der i vidt omfang kommunikeres på spansk, som ikke oversættes. Samsam taler kun en smule spansk.

Hvad de tre landsdommere end måtte mene om det, indgår ikke i dommen.

”Landsretten kan heller ikke tage stilling til processuelle forhold, herunder bevisanmodninger og tolkebistand,” lyder det.

Ahmed Samsam kan – hvis han ønsker det – anke landsrettens afgørelse til Højesteret. Og dét har han besluttet at gøre, oplyser hans advokat, Erbil Kaya, til TV 2.

Efterretningstjenesterne har efter dommen udsendt en fælles udtalelse:

”Vi noterer os, at landsretten af egen drift har bestemt, at sagen, som Ahmed Samsam har rejst mod efterretningstjenesterne, skal afvises. Selv om vi ikke selv har påstået sagen afvist, forstår vi udmærket rettens afgørelse,” lyder det blandt andet i udtalelsen.

(Opdateret kl. 14:26 med reaktion fra efterretningstjenesterne.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter