Højesteret skal vurdere dørlukning i sager om statshemmeligheder

Dørlukning i Lars Findsens og Claus Hjorts sager skal vurderes af Højesteret, oplyser Procesbevillingsnævnet.
Landets øverste domstol, Højesteret, skal tage stilling til, om straffesag mod tidligere Venstre-minister, Claus Hjort Frederiksen, skal køre for lukkede døre. Til venstre ses Claus Hjorts forsvarsadvokat René Offersen. | Foto: Finn Frandsen
Landets øverste domstol, Højesteret, skal tage stilling til, om straffesag mod tidligere Venstre-minister, Claus Hjort Frederiksen, skal køre for lukkede døre. Til venstre ses Claus Hjorts forsvarsadvokat René Offersen. | Foto: Finn Frandsen
Af Ritzau

Højesteret skal vurdere dørlukning i sagerne mod forhenværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Det skriver Procesbevillingsnævnet på deres hjemmeside.

Begge er tiltalt for læk af statshemmeligheder, og begge nægter sig skyldige.

De deler også begge ønsket om, at deres sag skal behandles for åbne døre.

Når Højesteret skal vurdere sagerne, betyder det konkret, at Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til det.

Claus Hjort Frederiksen bekræfter også selv, at han har fået adgang til Højesteret i et opslag på Facebook.

”Til min store glæde har jeg netop fået tilladelse til at bringe afgørelsen om dørlukning for Højesteret. Jeg er ked af mørklægning af min sag. Jeg ønsker fuld offentlighed,” skriver han.

Retsmøder er som udgangspunkt offentlige. Men retten kan vælge at lukke dørene, hvis et hensyn taler for det. Det kunne for eksempel være hensynet til politiets efterforskning eller landets sikkerhed.

Både byretten og landsretten afviste, at sagerne kunne køre for åbne døre.

Men i Østre Landsret blev spørgsmålene afgjort med dommerstemmerne 2-1.

Der var altså en dommer, som ikke mente, at sagerne skulle køre for fuldstændigt lukkede døre.

Sagen mod Lars Findsen går efter planen i gang 30. oktober i år og varer helt frem til marts næste år. Den skal behandles af Retten i Lyngby.

Claus Hjort Frederiksens sag begynder 7. november i år i Københavns Byret og behandles over 12 retsdage.

Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for i fem tilfælde at være kommet med udtalelser, der efter anklagemyndighedens opfattelse er en overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder.

Findsen er tiltalt for seks lovovertrædelser. De fem vedrører lækage af statshemmeligheder.

Det har torsdag ikke været fremme, hvornår landets øverste domstol forventer at kunne behandle spørgsmålene om dørlukning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter